Recap for tomorrow's game

The sun was gone. The distant ridge of the Tors of Levenies hid the sunset, but the sky was still a bright riot of pinks and blues, which made it easy to see the main structures of the fort. The trip through the town - village almost - of Varnhold had been strange. A monster at the river crossing. Dead animals. The ominous murders of crow sitting on some of the buildings. And always the dark, empty windows glaring down into the streets.

There was a faint rotting smell in most of the village. Stale. You'd think nobody had been there for quite some time. But what, then, was the deal with the faint column of smoke from the keep in the south end of Varnhold?

The entryway into the keep rose to meet the palisade. Beyond, a wooden ramp sloped down into the dark courtyard. A two-story keep loomed at the far end. There were some other buildings, maybe an enclosure of some kind.

Mutt growled.

Game systems

So Monte Cook wrote a tweet about how great it was that you can play D&D one week, Pathfinder the next and another game the third week. Choice isn't necessary, and "The only people who like to argue about which to choose are those people you don't want to game with anyway".

It got me thinking. The only game system choices I've ever made were based on TSR's, later Wizards' publishing schedules. When Monte - whom I'd noticed with Return to the Temple of Elemental Evil - created  Arcana Unearthed, I was hooked, and I began paying more attention to him than to Wizards. The pinnacle of my "Monte is not just a caffeine-powered robot - he's a caffeine-powered robot god of gaming"-phase was my Ptolus campaign, which I ran using Arcana Evolved. What a great campaign. I miss Ptolus...

Then Monte took a hiatus from making games - well, publishing 'em, at least - and 4th Edition came along. That wasn't for me, so Paizo became the recipient of my hard-earned cash, and now I run three Pathfinder campaigns. 

While most of my make-believe time has been spent with a d20 in my hands, I've also tried Hârn, Traveler, and Dragon Warriors, and to this day, I'm still in a GURPS campaign, so I'm not anti-other games or an exclusivist. 

Is that a word? Looks like one. Yup, letters. It's a word.

But what am I then? I guess I'm a bit of a traditionalist and I am lazy. No, I'm strapped for time. And I worry I can't keep my imagination spinning at enough RPMs to make something fun every third week. So I need systems that back me up with oodles of adventure. I have all Dungeon magazines from #8 onwards and I subscribe to Paizo's Adventure Paths, so I have a good collection of adventures to choose from. And in order to use them the easiest, I run them using the most compatible system.

This leads me to the conclusion that if a gaming company wants me as a customer, they'd better put out adventures (and rulebooks, and sourcebooks, and GM screens and minis - prepainted). This will show me how the game is played, AND it will make it easier for me to run the game.

Bottom line: I like all games. Or rather, I haven't played that many games, but I liked the ones I did try. I've previously been guilty of valuing some games higher than others, but now - hey, if you're a role-player I don't care too much about the shape of your dice. But I will still make a clear choice in favour of the game that provides the best support.

About Numenera

+Monte Cook asked me and a few other former members of the Council of Magisters to chip in with promoting Numenera. The time difference and, uhm, life made it impossible for me to do much, but I did offer to run some games at +Søren Staun Biangslev and +Christina Staun Biangslev 's amazing Ba-Con.

So +Shanna Germain helped out tremendously by sending me preliminary chapters - including some real-life updates during the rehearsal game, thanks, Shanna!

Afterwards, I made a short video with some impressions. Note the champagne glasses - we celebrated being the first people outside the US to play the game.

These are my own remarks, 7 weeks later.

Even from the simple, printed reams of paper I used instead of the real rulebook, and even from the sparse descriptions of the characters, this game is all about allowing GMs to say yes. Not in a over-powered way, but the system is so loose yet coherent that it is one huge enabler for the GM. 

Case in point: The adventure I ran includes a beast with a natural attack of a certain, non-damaging nature. By looking at similar items, it is extremely easy to allow the right character to harvest some of the beast's attack and let him jury-rig a single-use item that replicates the beast's attack.

When I ran Arcana Evolved adventures some years ago, I enjoyed the tokens and detonations (single-use magic items on par with potions) because they let me describe physical manifestations of spells. This does the same, but within the reality of Numenera.

Also, underlying the whole gameplay, there is a vague sense of loss because, well, this is the NINTH world. You sense that so much is gone, and it creates a resonating depth to every encounter that I have never experienced in my 29 years of gaming. It's a really, really good game.

D' lige det...

Jeg er nok doven. Jeg har det generelt bedre med at sidde i en stol og læse eller spille end jeg har det med at rende ud. Men samtidig kan jeg godt lide at der sker noget omkring mig, og jeg er også kommet dertil, at mit selektive syn (rod? hvaffer noget rod?) er ved at blive mindre selektivt. Eller... Altså det SKER, at jeg rydder lidt op. Men jeg synes, jeg er omgivet af mennesker der har mere energi end jeg har - datteren og den meget bedre halvdel især. I mine øjne hænger denne dovenskab sammen med mit begrænsede ambitionsniveau, men jeg ved det ikke. Hvad er det der gør, at man udsætter, springer over hvor gærdet er lavest og i det hele taget ikke lever for at arbejde. Det er et af (de mange) punkter, hvor sammenligningen mellem Marie og mig ikke falder ud til min fordel: Hun lever for at arbejde. Gær hvad jeg gør.

Drøm - det var så ikke et D, jeg havde planlagt, men jeg havde en ret væmmelig én af slagsen i nat, og jeg ved ikke hvad den betyder:


Jeg er ude og gå sammen med en del andre. Vi er i noget bjergrigt, og forbi mig kravler en lille-bitte dreng - ca. 15 cm lang, men selvom han er nøgen på nær en ble er han stadigvæk - ved jeg, som man ved ting i drømme - gammel nok til at han bør vide hvad der er farligt eller ej. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal passe på ham, men jeg gider ikke rigtig og jeg når under alle omstændigheder ikke at gøre noget, før han ryger ud over kanten på den meget stejle, men dog græsdækkede skrænt. Han falder ned på den lidt svævende måde som meget lette ting har. Støder ind i skrænten et par gange og lander så ca. 100 m nede på et højt, rundt plateau, der er omgivet af en glasvæg. Jeg spurter tilbage ad den sti, vi har gået på, indtil jeg kan hoppe ud over skrænten og glide/løbe ned. Derefter løber jeg hen til plateauet, springer op og får fat i glasvæggen. Den knuses under mine hænder, men jeg er heldig: Det bløder ikke. Derefter tager jeg fat i den lille dreng, som er bevidstløs, men han vågner op. Uskadt. Han er reddet. Jeg har reddet ham, men det eneste, jeg tænker på, er at han ikke må sladre til sine forældre. Der er især noget med drengens far...


Den næste del af drømmen foregår på mit gamle arbejde. Heine - han var studentermedhjælp da jeg var der, men er nu blevet account manager - og Kresten - min gamle chef - sidder sammen med mig og taler med en kunde. Der er lidt diskussion, men det er et arbejdsmøde, så der skal være nogen meningsudveksling. Jeg er nødt til at gå. Jeg skal hjem til børnene (V og D). Den næste dag, da jeg møder på arbejdet, kommer Heine hen og siger: "Mødet gik meget bedre, da du var gået, Søren. Stemningen lettede. Sådan er det tit."

Jeg bliver meget ulykkelig og vågner så.

Det er jo det, hele det her skriveprojekt handler om. At finde ud af hvordan jeg er. Men er det sådan? Marie spurgte, om jeg så mig selv som jeg blev beskrevet af Heine. Og det tror jeg ikke. Men jeg ved (især nu!) at jeg kan være sådan en, som gør folk utilpas og kede af det, og som andre vil forråde hvor det, jeg siger kan blive brugt mod mig - selv af gode venner. Og de oplevelser har slået mig massivt ud af kurs i en sådan grad, at jeg er meget usikker - især på arbejdet - hvordan folk tager det jeg siger. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Og så har jeg jo en datter. Hun indgår dog vistnok ikke rigtig i det her definér-dig-selv-ræs (skægt at det ord jeg tænkte var traume). Andet end at min i egenselvopfattelse meget sammenbidte indsats for at give så godt et liv som muligt har været med til at gøre min indre vrede til noget produktivt. Måske er det den vrede, der gør mig svær(-ere) at være sammen med?

Jeg ved ikke helt, hvad der skal komme ud af mit skriveri. Og jeg kan ikke se, hvor selverkendelsen skal komme fra...

C-C...

Cykel
Jeg elsker at cykle. Da jeg fik mit første job som telefonsælger, cyklede jeg hver morgen gennem byen - ofte gennem Assistens Kirkegård - for at komme på arbejde, og jeg kunne høre kirkeklokkerne, se alle menneskerne og mærke luften og lugten af København. Det er en del af min identitet som københavner, at man cykler rundt til alting. Jeg troede det var sundt indtil Marie fortalte mig, at det var en ret effektiv (ikke-forbrændende) måde at komme omkring på.

Cykling var også noget af det, M's og min fælles ven Mikkel var sammen om. Vi nåede at cykle til Sverige sammen et år. Men det vigtigste med cykleriet er, at det bringer mig tættere på min by.

Champagne
Uh det er godt! Med foie gras. Med sushi. Og bare med sig selv. Jeg er et luksusmenneske - det blev jeg kaldt for mange år siden, og jeg tager det dælensprøjtemig som en kompliment.

Jeg tror såmænd også, at min nye svigerfar - en meget fornuftig og tynd læge fra Humleby - kaldte mig en levemand. Et vel(selv)tilfreds grin og en torso i rundbuestil? Jah - det matcher vel nok. I det mindste har de ikke set mig ryge cigarer - det har også mistet noget af appellen. Det er simpelthen for ensomt, these days...

Cineast
Flot ord! Jeg tænker på det som noget en film-nørd kalder sig, hvis hans horisont stoppede med tidlig Coppola, Kurosawa, Truffaut og Allen. Min filmhorisont er absurd bred, mener jeg da selv. Og jeg elsker historierne i og omkring film. Så jeg er nok ret ulidelig at se film med, for jeg ved altid at dén kommunikationsenhed var en ladyshaver, der var malet og at der i baggrunden i heltens lejlighed står en Braun kaffemaskine i år 2143. Og jeg deler det med andre.

Jeg elsker også at gå i biografen. Der er altså noget særligt over at sidde sammen med en masse andre - hvis de altså kan holde bøtte - og så gå hjem gennem byen og tale om filmen.

Det er så ikke det, M går mest op i. Men der har vi jo bøgerne :-)

B-B-BEAUTIFUL!

Bogorm
Jeg elsker bøger, og jeg elsker at læse. Jeg lærte det af mig selv da jeg var en 4-5 år - jeg spurgte altid hvad der stod når vi så programmer med undertekster, når vi så skilte og når min mor læste højt for mig. Når man så samtidig ikke var vokset op i en tradition for fysiske udfoldelser, var det jo let at sidde med Barndomslandet, Gyldendals Udødelige og hvad man nu ellers fik fingrene i.

Det der internet og computer-hejs har gjort en del ved mine læsevaner, ligesom at det heller ikke blev til så meget i mit første ægteskab. Men med M er det igen helt legitimt at sidde og læse, så jeg er kommet i gang igen. Og bøgerne er kommet tilbage i stuen!

Og så er der rollespil, hvor jeg dels har mange bøger, dels bruger dem meget og dels har dem liggende mange steder. Bare for skæg er der lige et billede af stuen og af The Hall of Geekery her.

Børn
Jeg har stort set altid vidst at jeg ville ha' børn. Jeg ville ikke have dem, før der var nogen ting, der var på plads, men for min skyld kunne jeg sagtens have været far før jeg blev 30. Nu blev jeg så 34, så det var ikke skidt.

De komplicerer tingene, de der børn. Lidt som beskrevet i Lost in Translation:

Bob: It gets a whole lot more complicated when you have kids.
Charlotte: It's scary.
Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.
Charlotte: Nobody ever tells you that.
Bob: Your life, as you know it... is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk... and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people you will ever meet in your life.

Og det er jo rigtigt. Det hele. Når det er svært at skrive noget om børn har det også noget at gøre med den sk... dårlige samvittighed, som står over det hele - også i vejen for at lade ungen udvikle sig selv. Jeg ved godt, at jeg havde min mor meget af tiden, men jeg fik dæleme også lov til at være alene og lege. Det er så ikke det, der kendetegner V, mens D har det fint med det, og S ofte bare nyder at være i lokale med os.

Den dårlige samvittighed kan nogen gange overmande det hele, så jeg slet ikke husker at - ja, bare være far. Eller også er det utilstrækkeligheden, der melder sig ind. Der kan være mange -heder inde i hovedet nogengange.

Når det så er sagt, går jeg vist generelt for at være en god og samvittighedsfuld far. Og da dét blev bragt i tvivl ved en social sammenkomst for nylig, slog det et hul i en del af min verden. Og ABC'eren her er måske et forsøg på at kigge lidt på hullet og få det enten stoppet eller gjort lidt pænere.

Behov
"I can resist anything but temptations" -- Oscar Wilde

Jeg er i dén grad et behovsstyret menneske. Behovsudsætning har traditionelt ikke været mig, hvilket min bankkonto og min livvidde vidner om.

Den slags ændrer sig jo, når man har børn, men jeg har det nok stadig med at sætte mig selv først. V er selvfølgelig afgørende for, at jeg ikke gør det, når hun er her. Og i "fri-weekenderne" er der jo også et ønske om at være sammen med M, men alligevel.

Men hvor stopper behovet og hvor starter prioriteterne? Jeg VIL spille rollespil, så der må resten af verden indrette sig. Jeg vil også gerne på restaurant en gang om ugen, nyde god whisky og dejlig rødvin, gå på arbejde når det passer mig og ... Men det ved jeg jo godt at jeg ikke kan, så jeg lader være. Det er ikke engang så svært, som det har været. Tidligere følte jeg at jeg nærmest lukkede mig selv ned for ikke at falde for fristelser. Det gør jeg ikke nu - men det er nu sjovere at kunne gøre det man har lyst til.

Hov. Jeg har sat lighedstegn mellem behov og lyst. Det er sgudda egentlig meget interessant (if I do say so myself...)

A står for Alle de ting, der kan skrives...

Sådan en selvindsigtsting skal jo systematiseres. Men systemet kan jo ende med at stå i vejen for budskabet. Men måske er budskabet ikke så vigtigt her. Det er nok snarere processen, der er vigtig her. Jeg kom ud i noget af en krise, da jeg blev skilt, og det der holdt mig oppe, var at jeg skrev meget i en blog. Jeg skrev så til en ret klart defineret gruppe af mennesker - amerikanere og enkelte danskere, som alle bød ind med råd, medfølelse og spark i røven, når og hvor det var påkrævet. Fordelen var, at man KAN ikke skrive sammenhængende uden at aktivere nogen meget rationelle centre i hjernen, så det gjorde jeg.

Jeg er ikke i krise nu. Og måske alligevel. Jeg har oplevet at jeg har gjort nogen mennesker meget, meget kede af det og vrede - jeg er også selv blevet gjort meget vred og ulykkelig af andre - og jeg har det som om, at der er ting i mig, der gør det. Er jeg blevet doven? Er jeg blevet skødesløs? Tænker jeg for meget eller for lidt? Det er det, jeg går og tumler med. Måske kan skriblerierne her hjælpe.

Arbejde
Jeg er en af dem, der finder identitet gennem mit arbejde. 9 mdr.s arbejdsløshed efter endt uddannelse og så 2½ år som telefonsælger gør den slags ved én. Det føltes egtl. ret fedt at kunne sige "jeg er copywriter ved et mindre reklamebureau. Du kender ikke os, men du kender måske et par af vores kunder". Jeg har nok været en lille smule utålelig, men det var sgu godt at være sådan én. En med job. En hvor uddannelsen ikke viste sig at have været 9 spildte år.

Hvis jeg så bare ikke var så satans bange for at miste mit arbejde hele tiden...

Det mest åndssvage er så, at jeg egentlig ikke har for to øre karriere-mindedhed i mig. Jeg vil have et job, der giver mening for mig, og jeg vil udfordres, men jeg finder ikke den store glæde i det, og flow er en by i Rusland for mig - med mindre det handler om rollespil, selvfølgelig...

Adfærd
Jeg havde egentlig skrevet angst her, men jeg er nok ikke mere bange end alle andre. Frygter alle ikke at miste deres børn? Miste dem, de holder af? Miste jobbet? Så lad os tale om adfærd. Jeg tror altid, jeg har været en smartass - lidt for hurtige bemærkninger om lidt for mange ting. Men jeg har også været i underskud på vennefronten - selvom det efterhånden er mange år siden - så jeg plejer at tage hensyn til andre.

Nå. Min adfærd er vel generelt højtråbende. Jeg kan virke er tromlende, og jeg ved, at jeg ikke lytter så meget. Jeg tror nu også at jeg i min adfærd signalerer, at jeg er ret optaget af, at andre har det godt. Jeg har i hvert fald hørt ord som betænk- og hjælpsom. Men måske er det meste, der kan siges om min adfærd vel at jeg er assertiv.

Assertiv
Jeg vil egentlig tro, at den her er relativt ny. Jeg har ikke den voldsomste tro på mig selv, men det kommer åbenbart, og især efter jeg blev skilt. Der var en periode, hvor jeg - som M udtrykker det - svævede fra blomst til blomst, og blandt de ikke.afsatte kvinder derude er der åbenbart et klart ønske om at mænd er mænd. Grrr. Arrgh. Og sådan.

Så jeg fandt en slags styrke i mig selv. Jeg tror også jeg var ret hensynsløs i et par år - også overfor mig selv - og den hensynsløshed passer i min optik ret godt med at være assertiv. I det øjeblik, du mener at din mening nok har en lille bitte smule mere ret til at være i luften, har du det ikke så skidt med at sende den af sted. Udfordringen er jo så bare at sørge for, at man stadig er fleksibel nok til at indrømme det hvis man tager fejl...