En gang, for ikke så længe siden... VI

Jeg var virkelig nervøs, da vi skulle mødes på Spicylicious. Jeg skulle jo skældes ud, og mine øjne var der  meget at skælde ud over! Jeg tænkte og tænker meget over det, og jeg véd godt, at det at jeg gik ned ad Istedgade den aften, at Marie overhovedet talte med mig, og at der var et løfte så svagt som lugten af røg fra en skorsten i byen en stille vinterdag - at alt det betød, at jeg ikke havde mistet Marie. Men jeg havde også brudt et løfte til hende. Jeg havde givet udtryk for mine følelser på en måde, der ganske enkelt var et løfte om, at jeg ikke ville ditche hende inden for ni dage af at have fundet hende igen. Men det havde jeg jo gjort, og nu skulle jeg skældes ud for det.

Det er en hyggelig restaurant. Jeg havde været der for mange år siden, da det var en kinesisk restaurant, og jeg kunne huske hvordan rummene i restauranten er i forhold til hinanden. Men det eneste jeg kunne tænke på var, hvornår mon den smilende, snakkende, glade kvinde overfor ville blive til det ildsprudende monster, jeg mente måtte være der. Så efter en hulens bunke dejlig chitchat spurgte jeg hvordan det gik. "Det går fint. Det er dejligt," smilede hun huldsaligt. "Nej, hvordan har du det?" spurgte jeg. "Nåh! Nej, vi har jo talt om det. Der er ingen grund til at skælde ud, for du ved jo at..." 

Og så fik jeg skældud... Det var ikke så tallerkenerne klirrede, vel? Men de der har set X-Men 3 og ser hvordan Wolverine kæmper sig vej mod en rasende Phoenix/Jean Grey og hvordan hans hud skræller af har en ide om, hvordan jeg følte mig. Der var andet og mere end det, selvfølgelig, og det var hyggeligt og dejligt da vi var færdige. Det føltes... rigtigt da vi gik ud. Jeg følte vi var et par. Et par, der kune havde taget de første skridt sammen, men et par.

Så da vi stod udenfor, spurgte jeg, om hun havde sagt det, hun ville. Det havde hun, og så var det at jeg med al den overbevisning jeg havde lagt i at være eftergivende, åben, undskyldende, magtesløs og ydmyg sagde, at så var det nok. At bebrejdelserne (som der ikke havde været mange af) og spørgsmålene (som der havde været mange af) skulle stoppe. For jeg følte, at jeg havde leveret den læggen sig på ryggen med alle fire ben i vejret og underkastet mig nok. Nu skulle vi være ligeværdige igen i det forhold, jeg følte  startede for alvor, da vi stod og kyssede farvel.