D' lige det...

Jeg er nok doven. Jeg har det generelt bedre med at sidde i en stol og læse eller spille end jeg har det med at rende ud. Men samtidig kan jeg godt lide at der sker noget omkring mig, og jeg er også kommet dertil, at mit selektive syn (rod? hvaffer noget rod?) er ved at blive mindre selektivt. Eller... Altså det SKER, at jeg rydder lidt op. Men jeg synes, jeg er omgivet af mennesker der har mere energi end jeg har - datteren og den meget bedre halvdel især. I mine øjne hænger denne dovenskab sammen med mit begrænsede ambitionsniveau, men jeg ved det ikke. Hvad er det der gør, at man udsætter, springer over hvor gærdet er lavest og i det hele taget ikke lever for at arbejde. Det er et af (de mange) punkter, hvor sammenligningen mellem Marie og mig ikke falder ud til min fordel: Hun lever for at arbejde. Gær hvad jeg gør.

Drøm - det var så ikke et D, jeg havde planlagt, men jeg havde en ret væmmelig én af slagsen i nat, og jeg ved ikke hvad den betyder:


Jeg er ude og gå sammen med en del andre. Vi er i noget bjergrigt, og forbi mig kravler en lille-bitte dreng - ca. 15 cm lang, men selvom han er nøgen på nær en ble er han stadigvæk - ved jeg, som man ved ting i drømme - gammel nok til at han bør vide hvad der er farligt eller ej. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal passe på ham, men jeg gider ikke rigtig og jeg når under alle omstændigheder ikke at gøre noget, før han ryger ud over kanten på den meget stejle, men dog græsdækkede skrænt. Han falder ned på den lidt svævende måde som meget lette ting har. Støder ind i skrænten et par gange og lander så ca. 100 m nede på et højt, rundt plateau, der er omgivet af en glasvæg. Jeg spurter tilbage ad den sti, vi har gået på, indtil jeg kan hoppe ud over skrænten og glide/løbe ned. Derefter løber jeg hen til plateauet, springer op og får fat i glasvæggen. Den knuses under mine hænder, men jeg er heldig: Det bløder ikke. Derefter tager jeg fat i den lille dreng, som er bevidstløs, men han vågner op. Uskadt. Han er reddet. Jeg har reddet ham, men det eneste, jeg tænker på, er at han ikke må sladre til sine forældre. Der er især noget med drengens far...


Den næste del af drømmen foregår på mit gamle arbejde. Heine - han var studentermedhjælp da jeg var der, men er nu blevet account manager - og Kresten - min gamle chef - sidder sammen med mig og taler med en kunde. Der er lidt diskussion, men det er et arbejdsmøde, så der skal være nogen meningsudveksling. Jeg er nødt til at gå. Jeg skal hjem til børnene (V og D). Den næste dag, da jeg møder på arbejdet, kommer Heine hen og siger: "Mødet gik meget bedre, da du var gået, Søren. Stemningen lettede. Sådan er det tit."

Jeg bliver meget ulykkelig og vågner så.

Det er jo det, hele det her skriveprojekt handler om. At finde ud af hvordan jeg er. Men er det sådan? Marie spurgte, om jeg så mig selv som jeg blev beskrevet af Heine. Og det tror jeg ikke. Men jeg ved (især nu!) at jeg kan være sådan en, som gør folk utilpas og kede af det, og som andre vil forråde hvor det, jeg siger kan blive brugt mod mig - selv af gode venner. Og de oplevelser har slået mig massivt ud af kurs i en sådan grad, at jeg er meget usikker - især på arbejdet - hvordan folk tager det jeg siger. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Og så har jeg jo en datter. Hun indgår dog vistnok ikke rigtig i det her definér-dig-selv-ræs (skægt at det ord jeg tænkte var traume). Andet end at min i egenselvopfattelse meget sammenbidte indsats for at give så godt et liv som muligt har været med til at gøre min indre vrede til noget produktivt. Måske er det den vrede, der gør mig svær(-ere) at være sammen med?

Jeg ved ikke helt, hvad der skal komme ud af mit skriveri. Og jeg kan ikke se, hvor selverkendelsen skal komme fra...