C-C...

Cykel
Jeg elsker at cykle. Da jeg fik mit første job som telefonsælger, cyklede jeg hver morgen gennem byen - ofte gennem Assistens Kirkegård - for at komme på arbejde, og jeg kunne høre kirkeklokkerne, se alle menneskerne og mærke luften og lugten af København. Det er en del af min identitet som københavner, at man cykler rundt til alting. Jeg troede det var sundt indtil Marie fortalte mig, at det var en ret effektiv (ikke-forbrændende) måde at komme omkring på.

Cykling var også noget af det, M's og min fælles ven Mikkel var sammen om. Vi nåede at cykle til Sverige sammen et år. Men det vigtigste med cykleriet er, at det bringer mig tættere på min by.

Champagne
Uh det er godt! Med foie gras. Med sushi. Og bare med sig selv. Jeg er et luksusmenneske - det blev jeg kaldt for mange år siden, og jeg tager det dælensprøjtemig som en kompliment.

Jeg tror såmænd også, at min nye svigerfar - en meget fornuftig og tynd læge fra Humleby - kaldte mig en levemand. Et vel(selv)tilfreds grin og en torso i rundbuestil? Jah - det matcher vel nok. I det mindste har de ikke set mig ryge cigarer - det har også mistet noget af appellen. Det er simpelthen for ensomt, these days...

Cineast
Flot ord! Jeg tænker på det som noget en film-nørd kalder sig, hvis hans horisont stoppede med tidlig Coppola, Kurosawa, Truffaut og Allen. Min filmhorisont er absurd bred, mener jeg da selv. Og jeg elsker historierne i og omkring film. Så jeg er nok ret ulidelig at se film med, for jeg ved altid at dén kommunikationsenhed var en ladyshaver, der var malet og at der i baggrunden i heltens lejlighed står en Braun kaffemaskine i år 2143. Og jeg deler det med andre.

Jeg elsker også at gå i biografen. Der er altså noget særligt over at sidde sammen med en masse andre - hvis de altså kan holde bøtte - og så gå hjem gennem byen og tale om filmen.

Det er så ikke det, M går mest op i. Men der har vi jo bøgerne :-)

B-B-BEAUTIFUL!

Bogorm
Jeg elsker bøger, og jeg elsker at læse. Jeg lærte det af mig selv da jeg var en 4-5 år - jeg spurgte altid hvad der stod når vi så programmer med undertekster, når vi så skilte og når min mor læste højt for mig. Når man så samtidig ikke var vokset op i en tradition for fysiske udfoldelser, var det jo let at sidde med Barndomslandet, Gyldendals Udødelige og hvad man nu ellers fik fingrene i.

Det der internet og computer-hejs har gjort en del ved mine læsevaner, ligesom at det heller ikke blev til så meget i mit første ægteskab. Men med M er det igen helt legitimt at sidde og læse, så jeg er kommet i gang igen. Og bøgerne er kommet tilbage i stuen!

Og så er der rollespil, hvor jeg dels har mange bøger, dels bruger dem meget og dels har dem liggende mange steder. Bare for skæg er der lige et billede af stuen og af The Hall of Geekery her.

Børn
Jeg har stort set altid vidst at jeg ville ha' børn. Jeg ville ikke have dem, før der var nogen ting, der var på plads, men for min skyld kunne jeg sagtens have været far før jeg blev 30. Nu blev jeg så 34, så det var ikke skidt.

De komplicerer tingene, de der børn. Lidt som beskrevet i Lost in Translation:

Bob: It gets a whole lot more complicated when you have kids.
Charlotte: It's scary.
Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.
Charlotte: Nobody ever tells you that.
Bob: Your life, as you know it... is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk... and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people you will ever meet in your life.

Og det er jo rigtigt. Det hele. Når det er svært at skrive noget om børn har det også noget at gøre med den sk... dårlige samvittighed, som står over det hele - også i vejen for at lade ungen udvikle sig selv. Jeg ved godt, at jeg havde min mor meget af tiden, men jeg fik dæleme også lov til at være alene og lege. Det er så ikke det, der kendetegner V, mens D har det fint med det, og S ofte bare nyder at være i lokale med os.

Den dårlige samvittighed kan nogen gange overmande det hele, så jeg slet ikke husker at - ja, bare være far. Eller også er det utilstrækkeligheden, der melder sig ind. Der kan være mange -heder inde i hovedet nogengange.

Når det så er sagt, går jeg vist generelt for at være en god og samvittighedsfuld far. Og da dét blev bragt i tvivl ved en social sammenkomst for nylig, slog det et hul i en del af min verden. Og ABC'eren her er måske et forsøg på at kigge lidt på hullet og få det enten stoppet eller gjort lidt pænere.

Behov
"I can resist anything but temptations" -- Oscar Wilde

Jeg er i dén grad et behovsstyret menneske. Behovsudsætning har traditionelt ikke været mig, hvilket min bankkonto og min livvidde vidner om.

Den slags ændrer sig jo, når man har børn, men jeg har det nok stadig med at sætte mig selv først. V er selvfølgelig afgørende for, at jeg ikke gør det, når hun er her. Og i "fri-weekenderne" er der jo også et ønske om at være sammen med M, men alligevel.

Men hvor stopper behovet og hvor starter prioriteterne? Jeg VIL spille rollespil, så der må resten af verden indrette sig. Jeg vil også gerne på restaurant en gang om ugen, nyde god whisky og dejlig rødvin, gå på arbejde når det passer mig og ... Men det ved jeg jo godt at jeg ikke kan, så jeg lader være. Det er ikke engang så svært, som det har været. Tidligere følte jeg at jeg nærmest lukkede mig selv ned for ikke at falde for fristelser. Det gør jeg ikke nu - men det er nu sjovere at kunne gøre det man har lyst til.

Hov. Jeg har sat lighedstegn mellem behov og lyst. Det er sgudda egentlig meget interessant (if I do say so myself...)

A står for Alle de ting, der kan skrives...

Sådan en selvindsigtsting skal jo systematiseres. Men systemet kan jo ende med at stå i vejen for budskabet. Men måske er budskabet ikke så vigtigt her. Det er nok snarere processen, der er vigtig her. Jeg kom ud i noget af en krise, da jeg blev skilt, og det der holdt mig oppe, var at jeg skrev meget i en blog. Jeg skrev så til en ret klart defineret gruppe af mennesker - amerikanere og enkelte danskere, som alle bød ind med råd, medfølelse og spark i røven, når og hvor det var påkrævet. Fordelen var, at man KAN ikke skrive sammenhængende uden at aktivere nogen meget rationelle centre i hjernen, så det gjorde jeg.

Jeg er ikke i krise nu. Og måske alligevel. Jeg har oplevet at jeg har gjort nogen mennesker meget, meget kede af det og vrede - jeg er også selv blevet gjort meget vred og ulykkelig af andre - og jeg har det som om, at der er ting i mig, der gør det. Er jeg blevet doven? Er jeg blevet skødesløs? Tænker jeg for meget eller for lidt? Det er det, jeg går og tumler med. Måske kan skriblerierne her hjælpe.

Arbejde
Jeg er en af dem, der finder identitet gennem mit arbejde. 9 mdr.s arbejdsløshed efter endt uddannelse og så 2½ år som telefonsælger gør den slags ved én. Det føltes egtl. ret fedt at kunne sige "jeg er copywriter ved et mindre reklamebureau. Du kender ikke os, men du kender måske et par af vores kunder". Jeg har nok været en lille smule utålelig, men det var sgu godt at være sådan én. En med job. En hvor uddannelsen ikke viste sig at have været 9 spildte år.

Hvis jeg så bare ikke var så satans bange for at miste mit arbejde hele tiden...

Det mest åndssvage er så, at jeg egentlig ikke har for to øre karriere-mindedhed i mig. Jeg vil have et job, der giver mening for mig, og jeg vil udfordres, men jeg finder ikke den store glæde i det, og flow er en by i Rusland for mig - med mindre det handler om rollespil, selvfølgelig...

Adfærd
Jeg havde egentlig skrevet angst her, men jeg er nok ikke mere bange end alle andre. Frygter alle ikke at miste deres børn? Miste dem, de holder af? Miste jobbet? Så lad os tale om adfærd. Jeg tror altid, jeg har været en smartass - lidt for hurtige bemærkninger om lidt for mange ting. Men jeg har også været i underskud på vennefronten - selvom det efterhånden er mange år siden - så jeg plejer at tage hensyn til andre.

Nå. Min adfærd er vel generelt højtråbende. Jeg kan virke er tromlende, og jeg ved, at jeg ikke lytter så meget. Jeg tror nu også at jeg i min adfærd signalerer, at jeg er ret optaget af, at andre har det godt. Jeg har i hvert fald hørt ord som betænk- og hjælpsom. Men måske er det meste, der kan siges om min adfærd vel at jeg er assertiv.

Assertiv
Jeg vil egentlig tro, at den her er relativt ny. Jeg har ikke den voldsomste tro på mig selv, men det kommer åbenbart, og især efter jeg blev skilt. Der var en periode, hvor jeg - som M udtrykker det - svævede fra blomst til blomst, og blandt de ikke.afsatte kvinder derude er der åbenbart et klart ønske om at mænd er mænd. Grrr. Arrgh. Og sådan.

Så jeg fandt en slags styrke i mig selv. Jeg tror også jeg var ret hensynsløs i et par år - også overfor mig selv - og den hensynsløshed passer i min optik ret godt med at være assertiv. I det øjeblik, du mener at din mening nok har en lille bitte smule mere ret til at være i luften, har du det ikke så skidt med at sende den af sted. Udfordringen er jo så bare at sørge for, at man stadig er fleksibel nok til at indrømme det hvis man tager fejl...

Der' noget i luften...

For det er synd for gamle børnebørn af endnu ældre komponister/sangskrivere, der ikke selv har bedrevet så meget, at skrive, at der er noget i penis.

Men det er der jo. Og måske har jeg brug for at se det. Altså ikke det i penis, men det i mig. Jeg har for nyligt oplevet et par gange, at folk er blevet usigeligt vrede på mig, og det passer overhovedet ikke med det billede, jeg har af mig selv. Er det så der, man skal engagere frontalpandelappen og de analytiske centre og skrive sig ud af det? Det virkede jo for mig for længe siden. Men sådan en 100-blogs ting er jo gjort før - og bedre - end jeg kan.

Så jeg går og tænker over, om det, der er i luften er en større skrivetrang, der skal ud. Men hvad skal jeg skrive? Tænke, tænke...