En gang - for alle!

Og forholdet startede jo. Der gik et stykke tid (2-3 gange så lang tid som da jeg fortalte datteren om den bipolære) før det blev offentliggjort dén vej. Jeg kom til at møde den ældste dreng S lidt før planlagt, men han ville hjem og bo hos sin mor på fuld tid, og M gjorde det ret klart, at hvis han flyttede ind i hendes liv på fuld tid, kom han til at opleve hendes liv på fuld tid. Så der var noget der...

Den yngste dreng begyndte også at få færten af noget, så d. 30. januar (ca.) var der dømt Store Familiesammenføring i Zoo. Det gik godt, så godt at vi vist nok blev og sov. Eller noget... Der er nogen detaljer, der efterhånden som tiden går bliver knapt så vigtige, i hvert fald for denne blog, der nok ikke er den mest følelsesbeskuende. Vi rakkede lidt frem og tilbage mellem Valby og Nordvest, V og jeg. Hun begyndte oftere og oftere at sove på en futon i stuen. Det var jo hyggeligt nok, men det var også ret tydeligt, at det ikke holdt i længden. Jeg husker det som noget af en balancegang - også fordi V åbenlyst stadig var i chok over begivenhederne i oktober og forvisningen til et lille kammer sammen med sin mor i den gamle lejlighed.

Nå, men i april skiftede hun skole. Hun ville selv meget gerne på Valby, og hun endte i D's klasse. Det havde måske været optimalt, hvis de var kommet i hver deres klasse, men i starten gjorde det, at V kom meget hurtigt ind i klassen, og D nød at være ham, der lige pludselig diskede op med en ny søster.

S og jeg kom stille og roligt ret hurtigt tæt på hinanden, og de håndterede egentlig alle omvæltningerne helt fantastisk. V var noget, S skulle (skal?) vænne sig til, men igen - det var ikke der, de store problemer var. Faktisk var der ikke nogen voldsomme problemer, og vi fandt jo lejligheden, blev gift, flyttede sammen og begyndte så at lære at blive en familie.

Mangler der noget? Sikkert. For det er en fortsat historie, og vi er ved at være fremme ved nutiden. Det er ikke sikkert, der kommer flere indlæg, sådan lige med det første. Men nu ved de, der måtte have forvildet sig herind, hvordan vi - og bloggen her - kom herhen.

En skæbnefortælling

I M's og min historie er der en del "hvis bare" og "gad vide". Hvad nu hvis jeg ikke havde været så umodent tilbedende? Hvad nu hvis M havde været mere overbærende over det? Hvad nu hvis vi var blevet sammen? M mener at vi havde holdt ud. Jeg tror at vi var blevet skilt. Jeg tror at virkeligheden, hverdagen og vores ungers gener (blødt 'g') havde drevet os fra hinanden. Og så ville vi ikke have haft hinanden i dag. M mener også, at det var skæbnebestemt. Lad os se...

Som 19-årige oplevede vi verden uden filter - især mig. Jeg så M som... som et nærmest lysende væsen. Hun var perfekt. Hun var (og er) smuk. Hun var og er et af de mest spændende mennesker jeg nogensinde har mødt, og... ja, jeg elsker hende på så mange måder. Sådan havde jeg det (meget!) som 19-årig, og sådan har jeg det også på den mere afdæmpede voksne måde nu. M skriver, at hun følte at jeg var den halvdel hun manglede, og hun var nærmest svimmel, da hun gik hjem fra Mikkels og min fødselsdag.

Godt... Vi bliver skilt ad, og vi går gennem de næste godt 20 år. Hvad sker der der? For mit vedkommende bliver jeg mere moden. Mere afdæmpet. Men følelserne for M ligger stadig som gløder i et glemt bål, indtil der pustes liv i dem igen. Jeg oplever livet med en intelligent omend lidt følelseshæmmet kvinde og med en knapt så intelligent men meget følelsesstyret kvinde. M oplever, at jeg måske ikke var så tosset endda, og at en kæreste, der viser følelser og gerne vil dedikere sig til et liv med hende ligefrem kunne være ønskværdigt.

Da vi så mødes igen, starter vi med at begå de samme fejl som da vi var unge, bare hurtigere. Især mig. Men følelserne er der jo, og med vores voksne erfaring og følelsesregister kan vi se, at de er vigtige. Så vi prøver igen, efter at jeg er blevet fri for det anker til fortiden, som kunne have trukket M/S Krustrup ud af kurs.

M siger, at der er en konsekvens, et forløb, som nærmest gør det, vi har gjort uafvendeligt. Hvis M ikke havde ditchet mig som 19-årig, var vi aldrig kommet i kontakt efter vores hidtige liv som 41-årige havde ændret sig. Og hvis jeg ikke havde prøvet at vinde min oprindelige familie (min eks-kone, V og mig) tilbage, ville vi aldrig have oplevet, hvor stærke vores følelser for hinanden i virkeligheden er. Hver en handling har haft en konsekvens, som i lyset af hvem det var der udførte og var del i (offer for) handlingen har været uundgåelig.

Er det skæbne? Eller er det menneskets evige behov for at sætte ting i en narrativ struktur? Måske er det det sidste, men der er nu noget i mig, der rigtig gerne vil have, at det er det første... For mig er det ikke så vigtigt. Det vigtige er, at jeg ved skæbnens (!) mellemkomst - eller takket være internettet - har fået min chance for at få det liv med M, som jeg føler er det helt rigtige.

Og det er næsten mere specielt end alverdens butterfly theory-inspirerede tanker om uafvendeligheden af Søren og M.

En gang, for ikke så længe siden... VI

Jeg var virkelig nervøs, da vi skulle mødes på Spicylicious. Jeg skulle jo skældes ud, og mine øjne var der  meget at skælde ud over! Jeg tænkte og tænker meget over det, og jeg véd godt, at det at jeg gik ned ad Istedgade den aften, at Marie overhovedet talte med mig, og at der var et løfte så svagt som lugten af røg fra en skorsten i byen en stille vinterdag - at alt det betød, at jeg ikke havde mistet Marie. Men jeg havde også brudt et løfte til hende. Jeg havde givet udtryk for mine følelser på en måde, der ganske enkelt var et løfte om, at jeg ikke ville ditche hende inden for ni dage af at have fundet hende igen. Men det havde jeg jo gjort, og nu skulle jeg skældes ud for det.

Det er en hyggelig restaurant. Jeg havde været der for mange år siden, da det var en kinesisk restaurant, og jeg kunne huske hvordan rummene i restauranten er i forhold til hinanden. Men det eneste jeg kunne tænke på var, hvornår mon den smilende, snakkende, glade kvinde overfor ville blive til det ildsprudende monster, jeg mente måtte være der. Så efter en hulens bunke dejlig chitchat spurgte jeg hvordan det gik. "Det går fint. Det er dejligt," smilede hun huldsaligt. "Nej, hvordan har du det?" spurgte jeg. "Nåh! Nej, vi har jo talt om det. Der er ingen grund til at skælde ud, for du ved jo at..." 

Og så fik jeg skældud... Det var ikke så tallerkenerne klirrede, vel? Men de der har set X-Men 3 og ser hvordan Wolverine kæmper sig vej mod en rasende Phoenix/Jean Grey og hvordan hans hud skræller af har en ide om, hvordan jeg følte mig. Der var andet og mere end det, selvfølgelig, og det var hyggeligt og dejligt da vi var færdige. Det føltes... rigtigt da vi gik ud. Jeg følte vi var et par. Et par, der kune havde taget de første skridt sammen, men et par.

Så da vi stod udenfor, spurgte jeg, om hun havde sagt det, hun ville. Det havde hun, og så var det at jeg med al den overbevisning jeg havde lagt i at være eftergivende, åben, undskyldende, magtesløs og ydmyg sagde, at så var det nok. At bebrejdelserne (som der ikke havde været mange af) og spørgsmålene (som der havde været mange af) skulle stoppe. For jeg følte, at jeg havde leveret den læggen sig på ryggen med alle fire ben i vejret og underkastet mig nok. Nu skulle vi være ligeværdige igen i det forhold, jeg følte  startede for alvor, da vi stod og kyssede farvel.  

En gang, for ikke så længe siden... V

Jeg var godt nervøs, da jeg kørte hen ad Nansensgade, og jeg var der vist lidt før tiden. Men da hun kom, så hun så glad ud, så... lysende, at en del af nervøsiteten forsvandt som dug for solen. Og da hun så kyssede mig. Hårdt, rigtigt, lige på munden og midt i restauranten, ja så var jeg bare ikke så nervøs mere.

Men hun havde forberedt sig, havde hun. SÅ hun havde et papir med en del spørgsmål, som hun så bad mig besvare, skriftligt! Spørgsmål om, hvad jeg ville gøre hvis denne og hin meldte sig under fanerne? Hvordan jeg liiige selv syntes jeg havde ageret?

Det var ikke svært, fordi vi havde vendt alle spørgsmålene på telefonen og på mail, men det var alligevel svært, for jeg ville dæleme ha' det gjort rigtigt. Jeg tror jeg gjorde det, for vi kyssede igen da vi sagde farvel og aftalte at mødes til middag en anden dag. Hvor jeg skulle skældes ud.

En gang, for ikke så længe siden... IV

M svarede - med fokus på, hvor hårdt det måtte være for V - og der var nok i hendes svar til at jeg syntes, der skulle svares på dét, og der gik så noget tid med at skrive frem og tilbage. Så det handlede om modenhed, om at flagre rundt, om at vide hvem man var - basalt set.

Vi har efterfølgende talt om, hvorfor jeg skrev. Det er et spørgsmål, jeg har haft overraskende svært ved at besvare. Marie sagde at hendes følelser ikke kunne slukkes bare sådan, og det troede jeg på - jeg havde det jo på samme måde. Da jeg gik tilbage til V's mor, lukkede jeg ned for de følelser jeg havde for M. I forhold til projekt Red Familien var de irrelevante. Det betød ikke, at de ikke var der, men der var bare ikke nogen pointe i at dvæle ved dem eller tænke over dem. Men da det så sluttede som det næsten kun kunne, ja så var de der jo stadigvæk.

Så jeg genoptog kontakten til M. Jeg kunne ikke bære ikke at have hende i mit liv, men det var umuligt og er svært for mig at "indrømme" at jeg gjorde kur til hende - selvom i bakspejlet er det tænderskærende klart, at det var det jeg gjorde. Hvorfor er det så svært? Fordi når hun nu sagde, at hun pretty much var there for the taking, ja så kunne jeg jo ikke bare komme tilbage med et "nå ja, det gik ikke. Skal vi fortsætte?" Det ville være ufint.

Men var det så ikke det jeg gjorde?

....

...

..

.

Jo! Gu' var det så. Jeg bilder mig ind, at jeg prøvede at pakke kortene, så det ikke var garanteret at hun tog mig tilbage, men jeg gik jo efter struben. Jeg tog ovenikøbet af sted til Vagtlægen på Frederiksberg, da S havde fået et astmatisk anfald. Og havde lidt med til dem - et blad og så'noget. Og havde SÅDAN en lyst til at kysse hende, da jeg så hende. Men det er sgudda manipulerende at prøve noget af og så gå tilbage til den dejlige pige, man havde forladt.

Eller også viser det, at jeg ikke kunne slå M ud af hovedet (true), og at jeg bare ville ha' hende (also true). Jeg tror, at jeg kan være ret selvkritisk, men det er nok et emne for en anden post.

Under alle omstændigheder var de efterfølgende mails ret skarpsindige fra M's side og hudløst ærlige fra min side. Jeg kastede mig ganske enkelt helt ind i kampen om at hitte ud af, hvad der egentlig foregik inden i mit hovede. Plus at det mindste hun kunne forlange var, at jeg spillede med åbne kort. Så det gjorde jeg. På mail. På telefonen. Og til sidst på Kalasset i Nansensgade, hvor vi skulle mødes for at få sat nogen ting på plads.

En gang, for ikke så længe siden... III

Nu er det her jo ikke De Grå Sider, så jeg vil nøjes med denne betragtning: Jeg har i en del år anset mig selv som værende ret dårlig til at kysse. Men da jeg vendte mig om den aften, kom jeg i tanke om at det aldrig havde været et problem med M og mig. Og den aften, 22 år efter vores sidste kys, var det det stadigvæk ikke.

Så det skulle jo være os. Det skulle det.Så vi kastede os hovedkuls ud i en lidt mere voksen - men ikke nødvendigvis mere moden - udgave af vores ungdomsforelskelse. I løbet af ingen tid var hele følelsesregistret oppe på et plan, der måske nok var ærligt, men som bare ikke havde noget med virkeligheden at gøre.

For virkeligheden dukkede op med en fuldstændig ustoppelig kraft. Jeg fik muligheden for at give V sin far og mor tilbage, så vi prøvede igen, og i endnu en af de episoder, der bare ikke gør sig godt på nogen måde, gjorde jeg det forbi med M. "Du begår en kæmpe fejl", sagde hun. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men jeg husker hvad jeg tænkte. Nemlig at hvis det ikke gik godt, ville det kun være hvad jeg fortjente, fordi jeg vidste hvor ulykkelig jeg havde gjort M. Og nok også mig selv...

Det gik selvfølgelig ikke. Jeg tror egentlig ikke, der gik mere end tre uger før V's mor sagde, at hun ikke ville alligevel, og jeg stod med en datter i chok og følelsen af at have opført mig dårligere som menneske end nogen sinde før.

Og det var så der, jeg nærmest stoppede. Jeg lod tiden gå, kiggede lidt på M's Facebook-profil en gang imellem og ventede egentlig på at der ville gå så meget tid, at det ikke kom til at virke som et håbløst forsøg på at vinde hende tilbage, når jeg skrev og sagde, at hun havde haft ret. Og det var stort set lige præcis det, jeg skrev i november. At hun havde haft ret. At jeg ikke havde haft det. At det var sjældent, at dét var tilfældet og at det var endnu sjældnere at jeg indrømmede det.

For at være helt ærlig: Da jeg sendte den mail, regnede jeg ikke nødvendigvis med, at jeg ville høre fra hende igen...

En gang, for ikke så længe siden... II

Jeg tror nok, at der var noget i luften, da jeg kom op, men jeg var så optaget af at være afventende, at jeg under ingen omstændigheder handlede på det med det samme. Og hvordan gør man egentlig den slags? Jeg var der jo for at kigge på introduktionen, så i første omgang fokuserede jeg på at få opbygget den historie, der ville gøre introen (og resten af opgaven) værd at læse.

Der var mørkt i M's værelse, hvor hendes computer stod. Der var lidt kollegieværelse/studerende-lejlighed over stedet. Hendes to sønner havde hver deres værelse, men de var hos deres far, og jeg så ikke værelserne. Døren var også lukket til stuen, så det var soveværelset/kontoret, vi var i.

Det var altså ikke så svært. Den var godt skrevet, der var ingen fejl, og da jeg først havde fået forklaret et par gange hvad det hele egentlig gik ud på, byttede jeg om på et par afsnit sådan bare for at sige jeg havde været der. Så der gik jo ikke lang tid før jeg var færdig. Og hvad gør man så? Jeg stod og kiggede lidt ud af vinduet ned på Valby Langgade. Hendes lejlighed lå lige overfor en bar, som jeg havde været en del på tidligere. V havde gået til spejder lige bag ved, og en tidligere studiekammerat og jeg var så fortrukket til baren mens vi ventede på at vores kære små skulle blive færdige.

Jeg opdagede pludselig, at hun stod meget tæt på bag mig. Og vi havde jo skrevet og talt så godt sammen. Og hun var smadder sød. Så jeg vendte mig om...

En gang, for ikke så længe siden... I

Beskeden på Facebook var naturligvis fra M. Hun havde set, jeg havde kommenteret på Claus' Facebook-side, og så havde hun klippet til, da min relationship-status var tom (som følge af et forløb med en bipolar kæreste, et selvmordsforsøg og en beslutning om at beskytte V).

Vi skrev hurtigt og rart sammen, og der gik ikke vanvittig lang tid før vi besluttede os for at mødes. Jeg valgte, at det skulle være på vej til rollespil, og hun skulle ud til nogen veninder, så det passede som fod i hose, at vi kunne få en fyraftensøl en fredag.

Vi mødtes på café i Valby. Det var skægt at se hende igen. Jeg havde selvfølgelig set hende på Facebook, og det her er nok en aldersting, men det eneste jeg kunne se var den 19-årige lækre pige, jeg var faldet så hårdt for den gang. Jeg var selv pinefuldt bevidst om mit eget udseende, men det der ego-boostende dateri havde gjort at jeg tænkte, at det nok ikke var så stort et problem.

Det var også dejligt at tale med hende. Sjovt. Det handlede jo meget om, hvad der var sket de sidste 22 år, men hun var sød. Så det var ærgerligt at sige farvel til hende, og der var da lidt mere spring i trådet, da jeg cyklede videre mod Hvidovre.

Kommunikationen fortsatte - ret intensivt, endda - og det gav lige pludselig perfekt mening, at jeg skulle hjem til hende efter rollespil om søndagen og kigge hendes introduktion til ph.d.'en igennem. Og det var med en følelse af ekstrem åbenhed, tilkæmpet cluenessness og "don't mess this up!", at jeg en lun septemberaften aften, den sidste i august, parkerede min mors bil på Valby Langgade og ringede på...

Der var engang, IV

Nogen gange ville jeg gerne kunne rejse i tiden. Så kunne jeg måske tage fat i Søren 19 år og bede ham slappe af. Ikke prøve at sidde lårene af M.

Men det kan jeg ikke. Så det kunne jeg ikke. Så det gjorde jeg ikke. Og jeg endte med at sidde for meget. Prøve for meget. Være for meget.

Så efter 3 mdr var det farvel, og jeg var meget ulykkelig. De der statuer? Kunne ikke se dem uden at tænke på M. Og der var masser af musik jeg ikke hørte. Men livet gik videre. Nye kærester. En kone. Et barn. Et liv. En skilsmisse. En hulens bunke selvbekræftende dating. Og 22 år efter at jeg lovede mig selv at jeg ikke ville græde mens M sad og slog op med mig, kom der en hilsen på Facebook...

Der var engang, III

Efter kysseriet fortsatte vi med at gå. Jeg kan ikke huske det, men Københavns geografi dikterer at vi er gået fra Kongens Have til Dronning Louises Bro. Statuerne ved broen var endnu en af de ting jeg ville huske mange år frem, men på det tidspunkt var jeg mest optaget af, at jeg var ved at være sulten. Rigtig sulten, endda. Så derfor fortsatte vi med at gå. M boede jo på Vesterbro, i Carlsbergs skygge (og hvor sejt var dét lige?!), og hun ville da godt give mig lidt at spise.

Det næste jeg husker er, at vi sad hjemme i M's forældres køkken. Der var noget grønmalet træ og jeg sad, så jeg kunne se M stege et par spejlæg, som jeg fik med rugbrød og ketchup. Det føltes... særligt. Specielt. Og det var meget mærkeligt at gå hjem ad Vester Fælledvej og tage toget tilbage til Rødovre.

Jeg er ikke så stolt over min adfærd de næste par uger. Jeg spillede basalt set på to heste, fordi jeg mente at det var for bisset at slå op med min kæreste lige op til eksamen. Men hun fandt et foto af M, og så var det løb kørt.

Jeg kan huske de modstridende følelser. Lettelsen over ikke at skulle lyve. Det triste i at det var slut den første kæreste. Og den her fuldstændigt overvældende glæde over, at M og jeg nu kunne være sammen. For sammen - dét skulle vi være!

Det var fantastisk. Det var så spændende at lære den her nye person at kende og blive ført ind i et helt andet univers. Den her intelligente, lækre, søde, sexede Vesterbro-pige, der røg efter sex (så jeg lærte at tænde hendes cigaretter) og som bare var så ... ja, så fantastisk. Og hun ville flytte sammen med mig! Vi skulle ha' en lejlighed i Ishøj, så jeg købte kaffemaskine og bestik - Magasinmedarbejderrabat FTW - og så var resten en given sag, ikke?

Ikke...?

Der var engang, II

Jeg gik tilbage. Mikkels værelse lå i kælderen, og det var der, vi dansede alle sammen sammen til Gnags, TV2, Dire Straits, og hvad vi nu ellers mente var cool der i '87. Og så sad M lige pludselig ved siden af mig.

Vi talte længe sammen, og jeg kan ikke rigtig huske om hvad. M har senere fortalt, at jeg skød Shakespeare-citater af sted og også kom ind på Platons hulebillede. Det sidste tror jeg på. Jeg var ret fanget af symbolik og hvad det viste betyder - mine lærere fik også hægtet Lacan's signifiant/signifié på, så jeg har nok været ret uudholdelig. Men jeg har helt sikkert kunnet mærke, at M var lynende intelligent, og mon ikke det har været særdeles interessant. Og så var hun jo lækker, så...

Nå, men jeg havde jo en kæreste, så vi talte, og på et tidspunkt har jeg skullet hjem. Det var så der Mikkel kom rendende med et stort grin og sagde, at M havde fået ham til at love, at jeg ikke gik før jeg havde fået hendes nummer. Så det fik jeg. Og med et spændende nummer brændende i bukselommen cyklede jeg gennem Valby til Rødovre i sommermorgenens sarte skær.

Det var selvfølgelig for spændende til at lade ligge, så jeg ringede, gjorde jeg! Og vi aftalte - det var jo under eksamenslæsningen - at vi skulle mødes v. Kbh H og så tale videre. Gå en tur. Jeg tror klokken var henad 14.

Vi gik gennem Middelalderbyen på kryds og tværs. Selv mange år efter kunne jeg genkende et par steder, jeg havde fæstnet mig ved. Og vi havnede såmænd på en bænk i Kongens Have. Hvor vi kyssede. Og jeg kan huske den følelse af, at alt kompliceret i mit liv pludselig blev ganget med - meget. Jeg havde jo stadigvæk en kæreste...

Der var engang, I

Mikkel og jeg gik i folkeskole sammen. Han startede i 5., og vi blev gode venner. Så gode venner, at vi holdt kontakten, da vi startede i gymnasiet (hver vores). Da han fyldte 18, var jeg med til hans fødselsdagsfest, og der mødte jeg en del af Mikkels klassekammerater. De havde lige startet med at spille rollespil, og eftersom jeg havde spillet siden jeg var 16, kom vi godt ud af det med hinanden. Det meste af det næste år spillede jeg med dem - hver weekend, stort set - også selvom jeg havde fået en kæreste. Det gjorde naturligvis, at hun mildest talt ikke var glad for dem, men de blev - og er - mine bedste venner.

Mikkel og jeg har fødselsdag med seks dages mellemrum, så det gav mening, at vi fejrede vores 19 års fødselsdag sammen - vi havde jo nu mange fælles venner. Der var dog også nogen, jeg ikke kendte så godt, blandt andet M, som også gik i Mikkels gymnasieklasse, men som jeg havde set en enkelt gang til en rollespilssession. Hun og hendes veninde havde prøvet at starte med at spille, med det gik ikke så godt. Jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg jo havde en kæreste...

Denne kæreste var nu ikke med til festen - en skæbnesvanger beslutning, skulle det vise sig - men jeg sad nu stadigvæk bare og drak øl og gik en gang imellem rundt og snakkede. På et tidspunkt kom jeg op i stuen, og der sad hende M med det ene ben oppe bag nakken. Jeg bemærkede to ting ved hende: Hun havde et dejligt smil, og hun havde lyseblå bomuldstrusser på.

Jeg kom med en eller anden bemærkning - det kan have haft noget at gøre med, at hun vel ikke havde så travlt, at hun skulle tage benene på nakken, men jeg ved det ikke. Men bemærkningen må ha' rørt hende, som næste del vil vise...