It's not unusual...

Som Tom Jones sang det, er der mangt og meget, der ikke er så usædvanligt.

På den ene side er det ikke så usædvanligt at have være ensom (sådan lidt) i barndommen og ungdommen - indtil rollespilsvennerne kom, for så var det en fest. Det er heller ikke usædvanligt ikke at ha' haft fysikken til det der sport, som det havde gjort livet meget lettere at være god til. Og det er såmænd slet ikke usædvanligt at være blevet drillet til et skoleskift, blevet vejet og fundet for let af nogen piger eller at have skullet starte som telefonsælger for at undgå at ryge af dagpengene efter færdiggjort studie (med 5 års forsinkelse, thank you very much).

Og på den anden side er det måske lidt usædvanligt at have de samme, få gode venner, som man immervæk havde den gang. Det er ikke usædvanligt men alligevel ret fedt, at der kom et godt kommunikationsjob ud af telefonsælger-tjansen. Og at det viste sig, at jeg også kunne være lærer, da der slet ikke var noget tekst-job at få. Det er næsten fantastisk (men ikke enestående) at have den datter, man har. Og det er faktisk helt enestående nu at være sammen med sin anden kæreste nogen sinde i et ægteskab, der er så ligeligt, så godt og givende og så helt og aldeles rigtigt at der ikke er noget andet at gøre end at være glad og taknemmelig for, hvordan livet har udviklet sig.

Hvorfor er det så så skide, pissesvært at skulle til MUS-samtale?! Jeg skal det om 8 dage, og jeg er rædselsslagen. Jeg har jo gjort det godt nok, tror jeg, men jeg er stadigvæk panisk angst for at blive fyret. Min chef er ikke den mest vennesæle person i verden (figures, hun er HR Manager), men mine resultater taler da for sig selv, ikke? Jo, men er der nok?! Jeg er simpelthen ude af stand til at vurdere, hvordan det går, og jeg er blevet fyret, disset, mobbet, holdt uden for og været galt på den så mange gange, at jeg ikke tør læne mig tilbage og se denne MUS som det udviklingsværktøj, den ganske givet er.

Min chefs kommentarer er tilgængelige i morgen, tror jeg. Oh joy...

The A-Team

Det kan altså godt være noget af en udfordring, sådan at bringe en familie sammen. V skal lære ikke at være enebarn. Jeg skal lære at være (en slags) far for mere end ét barn. M skal lære at vænne sig til at drengene bliver set på med to par andre øjne - øjne, der måske ikke fordømmer direkte, men som i hvert fald spørger og kommenterer.

Det er så der, at A-ordet kommer ind i billedet. For afhængigt af dagsform, gastro-intestinal tilstand og søvnstatus klinger D ind på alt fra næsten intet til over halvdelen af tegnene. Og så er det, at man skal kunne rumme nonstop citater fra diverse mere eller mindre hæslige programmer og film (nej, hverken Osmann og Jeppe eller Terkel i knibe er til min kop te), håndtere diverse spøjse interesser, der næsten aldrig kan løses med en tur i Spinderiet (mind mig om at fortælle om den gang, jeg udgav mig for at være ansvarlig for pre-schoolerne på en international skole i Kbh). Og med den bagage, der bare er, når man er 43, så er det knald-vigtigt at være positiv hele tiden.

Samtidig SKAL man være positiv. D er - som jeg skriver i Dramatis Personae - en dejlig dreng med en nærmest uudtømmelig kapacitet for kærlighed. Han skal nok bare ikke slippe radiokontakten til kontroltårnet helt endnu.

Der skal også hældes lidt A-vitaminer over S, selvom jeg tror at det er mere teen-forandringer end noget andet. Og det er dér, at jeg tror jeg har gennemskuet noget. For når min meget bedre halvdel så også taler om sine A-tendenser, så bliver de tre jo lige pludselig den lidt mærkelige stille familie som bralrehovederne fra Nord-Vest formelig blæste omkuld. Fra at sidde foran hver deres computer i dyb tavshed kommer bfN-V ind og tænder for lyset, sætter musik på, spiller spil, går ud og medbringer et særdeles aktivt sæt traditioner. Den slags kræver en høj grad af identitet, og der er en lille ikke-diagnosticeret diagnose jo praktisk.

Jeg tror bare ikke en dyt på den. Jo, D har udfordringer. Men resten? Næh. Især ikke min meget bedre halvdel. For hvis hun virkelig var så socialt inkompetent, hvordan kunne hun så hele tiden hjælpe mig så klogt, fintfølende og indsigtsfuldt i mine relationer og kommunikation? Nej, vel?

P.S. Jamen Søren, hvad med drengene? Hvad skal de vænne sig til? Aner det ikke. D sprang direkte på hovedet ned i familierelationen (Asperger my ass) og S håndterer det som om det bare er endnu en irriterende møgunge ved bordet - han nyder vist ovenikøbet at han kan drille V mere end han kan D.

P.P.S. Visse dele af ovennævnte kan være fortegnet.

Hvem Hvad Hvor

Hvis der er nogen, der gerne vil vide hvem vi egtl. er, kan man læse om det her. Og det er vist egentlig det, der er tid til i dag...

Forny for h...!

Hvorfor skal der nyt med nyt på hele tiden? Der er den her evige stræben efter noget nyt - og her tænker jeg ikke kun på iPhone-brugernes Pavlov-reflekser hver gang der kommer noget nyt med æble på. Min meget bedre halvdel skal ha' en ny mobil hvert år. Hvorfor? Folk - undertegnede lidt inklusive - har det med at skulle ha' nyt tøj, selvom det, de har faktisk er glimrende og ikke vanvittig slidt. Og send mig ud i Ikea, og jeg skal nok komme hjem med noget nyt.

Jeg har ikke noget imod brug og smid væk-samfundet, men der er sgudda forskel på en billig BIC-pen og en iPhone 3G!

Jeg forstår det ikke, og det er som om, at jo mere jeg fordyber mig i min manglende forståelse, jo ældre føler jeg mig. Samtidig med at det i forhold til den førstefødte stedsøn understreger, at teenagere simpelthen er i en anden tidsstrøm end jeg er. Der er en gammel science fiction-bog, der hedder The Caves of Steel (introducerer for første gang den karakter, Will Smith spillede en forvansket udgave af i I, Robot). Byerne er blevet så store, at de er gået under jorden, og den interne transport foregår ved hjælp af adskillige bånd af rullende fortove, der kører gradvist hurtigere, og man står på de hurtigere stille og rolige. Med den ældste stedsøn er han altså bare på de inderste bånd - dem der suser af sted med en 60 km i timen, mens jeg selv er på et af de helt langsomme. Min eneste trøst er at jeg i min forståelse af ham føler, at jeg kan bevæge mig hen på hans bånd uden at skvatte, og det er nok hemmeligheden bag ethvert godt forhold til teenageren.

Nå, men min absolutte yndlingshobby går nu i gang med en ny udgave. Og jeg er lidt nervøs for, om og hvornår jeg begynder at kigge kritisk på den udgave, jeg bruger nu, og tænke: "hmmm, skulle man...". For jeg GIDER altså ikke.

Sådan for en weekend!

Glem det, jeg ved jeg er gammel midaldrende (og midaldrende er altså bare 50% værre end middelaldrende - alt, der giver lov til at vimse rundt med en morgenstjerne (ikke julestjerne, Maren) er OK), når jeg triumferer over flg.:

At datterens fødselsdagsfest om fredagen går godt, selvom lorteDeeDiner har LUKKET! PÅ HENDES FØDSELSDAG. Kom ind i kampen, Herbert Hårfedt. Så det blev Big Bowl's Asiens-buffet, og det var præcist så B-holdsagtigt, som man kunne forestille sig. Men i betragtning af, at det var første gang de to familier skulle spise sammen, gik det godt. Guldstjerner til den ældste dreng for at bære samtalen videre, til mig for at sparke noget energi ind i forsamlingen (nej, ikke på den måde - jeg talte bare med lidt begejstring om noget, der kunne more eks' nye mand), til meget bedre halvdel for at være en millard gange sødere ved datteren end datteres egen mor - der dog også skal ha' en guldstjerne for ikke at gå gennem loftet, da hun hørte om det overgreb, det klart var at datter ikke både skulle ha' cola og dessert.

At jeg kommer op i l-i-d-t anstændig tid lørdag, så der kan blive vasket tøj (SEKS vaskerimaskiner), skrællet juletræ og lavet playlist til søndagens spil samtidig med at der er tid til... noget andet, jeg lige har glemt.

At vi får trænet igennem søndag inden rollespillerne kommer.

At spil går supergodt uden nedsmeltning fra nyskilt canadier, og at det bare var rigtig, rigtig sjovt.

Så jeg tager en victory lap mens jeg varmer op til at skrive pressemeddelelse.

Nåjo! Jeg skal speake lidt igen. Bureau, der fyrede mig forrige år skal bruge min stemme. Så den får de da!

Hvornår trykker alder?

Altså Aller trykker jo nok hele tiden, men alderen - hvornår trykker den?

Jeg er ret sikker på, at jeg er i bedre form end jeg var for 2-3 år siden. Men jeg er jo også blevet 2-3 år ældre, så er det her status quo? Jeg er blevet mildere og mere tolerant. Jeg er ovenikøbet blevet træt af nogle af mine egne, faste rutiner (prøve at provokere de relativistiske Enhedsliste-stemmende psykologer i vennekredsen ved at foreslå at narkomaner skulle på en øde ø, og at der ikke findes småbørnsdiagnoser, kun dårlig opdragelse - JUST KIDDING!!!). En Mere Moden Mand, indeed...

Så jeg er 43. Næsten snart 44, faktisk. En af mine kolleger er ret rystet: Hun skal skilles, fordi arbejdsnarkomanden derhjemme skal realisere sig selv med ny kvinde. Han siger direkte han føler sig gammel og at livet måske er passeret ham forbi, så nu skal det være. Han er så 45. Betyder det så, at jeg også skal igennem en midtvejskrise? Få mig et MC kørekort og en ubændig trang til at sluge kæmpeinsekter på vejen op langs Det Vietnamesiske Hav?

Umiddelbart ser jeg det ikke ske. Jeg tror, jeg egentlig har været ret tro mod mig selv og valgt de ting jeg havde lyst til der gav mening for mig. Derfor spiller jeg stadig rollespil og ser actionfilm, hvilket jeg tror har været med til at jeg har kunnet bevare en eller anden grad af mental fleksibilitet, så jeg også kan læse nye bøger og have lyst til nye oplevelser.

Jeg fik jo også den store livsændring forærende i 2008, og når man så er landet så smukt på benene som jeg er - ja så er der jo ingen grund til at opgradere det liv, der allerede er kommet op i en Pro De Luxe model.

Påskønnelse af de gode ting. Evne til at ændre de dårlige ting. Accept af de ting der ikke kan ændres. Måske er det det?

Det håber jeg.

Og hvorfor overhovedet TALE om alder? Jo - for 10 år siden i dag blev jeg far. Der er sket meget. Føler jeg mig ældre? Mnjoh. Gør det noget? Nix!

Sex og regn

Da jeg boede i NV, boede jeg i sådan en klassisk københavnergård. Jeg kendte mine naboer, og selvom vi ikke rendte ind og ud hos hinanden, var der et ritual om, at vi om sommeren sad ude med en kop aftenkaffe. En varm aften havde en pige i en af ungdomsboligerne besøg på den lidt højlydte måde, og vi mænd sad og grinede lidt smørret indtil vores kasserer (og lokale gårdkonge) lænede sig tilbage og råbte "LUK VINDUET!". Tavshed. Lukket vindue.

En anden aften, noget senere men stadig ret varm, hørte vi nogen gå i gang ovre på den anden side af gården. Fem minutter efter var der søreme nogen andre, der joined the choir en 4-5 opgange længere henne. Wave of love, indeed.

I aftes, på toilettet, da sød blondine-nabo fik den på sit badeværelse? Jeg bladrede videre i min rollespilsbog, børstede tænder og gik i seng til sovende klogehalvdel.

Og så regnede det bare i morges! Men da først regnbukserne var kommet på og Leonard Cohen var skruet fast i ørerne, gik der zen i den og trods regn i hovedet, modvind og lidt for kolde hænder (handsker! nu!) lagde jeg mærke til, hvordan regndråberne fangede lyset som skinnende ringe i de sorte vandpytter.

Nerding down memory lane

Så sidder man her. Med en lidt for langsom mac og brænder dvd'er med det gamle liv til eks-konen. Der var bøvl på Fjæsen om nogen billeder, jeg havde lagt på af V som lille - eksen var ikke med - og efter at have talt med min meget klogere halvdel blev jeg enig om at 1) putte nogen billeder på med V og hendes mor og 2) gi' hende alle billederne.

Så her sidder jeg. Laver dvd'er, der kan læses på en Windows-PC på en mac. Og ville ønske at jeg lå ved siden af føromtalte halvdel, der sover i sengen, 2 meter herfra. Jeg læser også lidt på Sneglcilles blog. Hun virker ret sej, og jeg tænker meget på halvdelen, der da hun blev skilt med to børn gjorde et stort nummer ud af ikke at være stakkels. Jeg tror, hun og Sneglcille ville være enige om dét.

Og så nørder jeg. Jeg skal være med på Ba-Con, og de to eventyr, jeg skal køre, skriver lissom ikke sig selv... De kører mig en lille smule frem som en celebrity adventure writer - de har lidt ret - så tingene skal være i orden. Men det gør det altså ikke mindre kedeligt at skrue de karakterer sammen, der skal bruges i eventyrene.

Det er lidt mærkeligt at se alle de billeder. Det er et ret veldokumenteret liv, der bliver brændt ned dér. Jeg tænker meget på de forskelle, der er mellem dengang og nu. Jeg tror, jeg var mere bekymret. Både for humøret i hjemmet, men også bare generelt. Mit liv i dag virker også rigere. Dels er jeg blevet klogere og meget mere moden. Men jeg har altså også fået åbnet for et par horisonter i kraft af min ret så kloge kone.

Her er næsten stille. D falder bedst i søvn til musik, og jeg fik ham til at høre klassisk. Så der er Bach på lav lydstyrke fra naboværelset. Og nu er dvd'en ved at være der. Så mon ikke jeg lige skal lave den sidste karakter færdig og så komme i seng?