Sunday, July 22, 2012

D' lige det...

Jeg er nok doven. Jeg har det generelt bedre med at sidde i en stol og læse eller spille end jeg har det med at rende ud. Men samtidig kan jeg godt lide at der sker noget omkring mig, og jeg er også kommet dertil, at mit selektive syn (rod? hvaffer noget rod?) er ved at blive mindre selektivt. Eller... Altså det SKER, at jeg rydder lidt op. Men jeg synes, jeg er omgivet af mennesker der har mere energi end jeg har - datteren og den meget bedre halvdel især. I mine øjne hænger denne dovenskab sammen med mit begrænsede ambitionsniveau, men jeg ved det ikke. Hvad er det der gør, at man udsætter, springer over hvor gærdet er lavest og i det hele taget ikke lever for at arbejde. Det er et af (de mange) punkter, hvor sammenligningen mellem Marie og mig ikke falder ud til min fordel: Hun lever for at arbejde. Gær hvad jeg gør.

Drøm - det var så ikke et D, jeg havde planlagt, men jeg havde en ret væmmelig én af slagsen i nat, og jeg ved ikke hvad den betyder:


Jeg er ude og gå sammen med en del andre. Vi er i noget bjergrigt, og forbi mig kravler en lille-bitte dreng - ca. 15 cm lang, men selvom han er nøgen på nær en ble er han stadigvæk - ved jeg, som man ved ting i drømme - gammel nok til at han bør vide hvad der er farligt eller ej. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal passe på ham, men jeg gider ikke rigtig og jeg når under alle omstændigheder ikke at gøre noget, før han ryger ud over kanten på den meget stejle, men dog græsdækkede skrænt. Han falder ned på den lidt svævende måde som meget lette ting har. Støder ind i skrænten et par gange og lander så ca. 100 m nede på et højt, rundt plateau, der er omgivet af en glasvæg. Jeg spurter tilbage ad den sti, vi har gået på, indtil jeg kan hoppe ud over skrænten og glide/løbe ned. Derefter løber jeg hen til plateauet, springer op og får fat i glasvæggen. Den knuses under mine hænder, men jeg er heldig: Det bløder ikke. Derefter tager jeg fat i den lille dreng, som er bevidstløs, men han vågner op. Uskadt. Han er reddet. Jeg har reddet ham, men det eneste, jeg tænker på, er at han ikke må sladre til sine forældre. Der er især noget med drengens far...


Den næste del af drømmen foregår på mit gamle arbejde. Heine - han var studentermedhjælp da jeg var der, men er nu blevet account manager - og Kresten - min gamle chef - sidder sammen med mig og taler med en kunde. Der er lidt diskussion, men det er et arbejdsmøde, så der skal være nogen meningsudveksling. Jeg er nødt til at gå. Jeg skal hjem til børnene (V og D). Den næste dag, da jeg møder på arbejdet, kommer Heine hen og siger: "Mødet gik meget bedre, da du var gået, Søren. Stemningen lettede. Sådan er det tit."

Jeg bliver meget ulykkelig og vågner så.

Det er jo det, hele det her skriveprojekt handler om. At finde ud af hvordan jeg er. Men er det sådan? Marie spurgte, om jeg så mig selv som jeg blev beskrevet af Heine. Og det tror jeg ikke. Men jeg ved (især nu!) at jeg kan være sådan en, som gør folk utilpas og kede af det, og som andre vil forråde hvor det, jeg siger kan blive brugt mod mig - selv af gode venner. Og de oplevelser har slået mig massivt ud af kurs i en sådan grad, at jeg er meget usikker - især på arbejdet - hvordan folk tager det jeg siger. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Og så har jeg jo en datter. Hun indgår dog vistnok ikke rigtig i det her definér-dig-selv-ræs (skægt at det ord jeg tænkte var traume). Andet end at min i egenselvopfattelse meget sammenbidte indsats for at give så godt et liv som muligt har været med til at gøre min indre vrede til noget produktivt. Måske er det den vrede, der gør mig svær(-ere) at være sammen med?

Jeg ved ikke helt, hvad der skal komme ud af mit skriveri. Og jeg kan ikke se, hvor selverkendelsen skal komme fra...

Saturday, June 30, 2012

C-C...

Cykel
Jeg elsker at cykle. Da jeg fik mit første job som telefonsælger, cyklede jeg hver morgen gennem byen - ofte gennem Assistens Kirkegård - for at komme på arbejde, og jeg kunne høre kirkeklokkerne, se alle menneskerne og mærke luften og lugten af København. Det er en del af min identitet som københavner, at man cykler rundt til alting. Jeg troede det var sundt indtil Marie fortalte mig, at det var en ret effektiv (ikke-forbrændende) måde at komme omkring på.

Cykling var også noget af det, M's og min fælles ven Mikkel var sammen om. Vi nåede at cykle til Sverige sammen et år. Men det vigtigste med cykleriet er, at det bringer mig tættere på min by.

Champagne
Uh det er godt! Med foie gras. Med sushi. Og bare med sig selv. Jeg er et luksusmenneske - det blev jeg kaldt for mange år siden, og jeg tager det dælensprøjtemig som en kompliment.

Jeg tror såmænd også, at min nye svigerfar - en meget fornuftig og tynd læge fra Humleby - kaldte mig en levemand. Et vel(selv)tilfreds grin og en torso i rundbuestil? Jah - det matcher vel nok. I det mindste har de ikke set mig ryge cigarer - det har også mistet noget af appellen. Det er simpelthen for ensomt, these days...

Cineast
Flot ord! Jeg tænker på det som noget en film-nørd kalder sig, hvis hans horisont stoppede med tidlig Coppola, Kurosawa, Truffaut og Allen. Min filmhorisont er absurd bred, mener jeg da selv. Og jeg elsker historierne i og omkring film. Så jeg er nok ret ulidelig at se film med, for jeg ved altid at dén kommunikationsenhed var en ladyshaver, der var malet og at der i baggrunden i heltens lejlighed står en Braun kaffemaskine i år 2143. Og jeg deler det med andre.

Jeg elsker også at gå i biografen. Der er altså noget særligt over at sidde sammen med en masse andre - hvis de altså kan holde bøtte - og så gå hjem gennem byen og tale om filmen.

Det er så ikke det, M går mest op i. Men der har vi jo bøgerne :-)

Friday, June 29, 2012

B-B-BEAUTIFUL!

Bogorm
Jeg elsker bøger, og jeg elsker at læse. Jeg lærte det af mig selv da jeg var en 4-5 år - jeg spurgte altid hvad der stod når vi så programmer med undertekster, når vi så skilte og når min mor læste højt for mig. Når man så samtidig ikke var vokset op i en tradition for fysiske udfoldelser, var det jo let at sidde med Barndomslandet, Gyldendals Udødelige og hvad man nu ellers fik fingrene i.

Det der internet og computer-hejs har gjort en del ved mine læsevaner, ligesom at det heller ikke blev til så meget i mit første ægteskab. Men med M er det igen helt legitimt at sidde og læse, så jeg er kommet i gang igen. Og bøgerne er kommet tilbage i stuen!

Og så er der rollespil, hvor jeg dels har mange bøger, dels bruger dem meget og dels har dem liggende mange steder. Bare for skæg er der lige et billede af stuen og af The Hall of Geekery her.




Børn
Jeg har stort set altid vidst at jeg ville ha' børn. Jeg ville ikke have dem, før der var nogen ting, der var på plads, men for min skyld kunne jeg sagtens have været far før jeg blev 30. Nu blev jeg så 34, så det var ikke skidt.

De komplicerer tingene, de der børn. Lidt som beskrevet i Lost in Translation:

Bob: It gets a whole lot more complicated when you have kids.
Charlotte: It's scary.
Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.
Charlotte: Nobody ever tells you that.
Bob: Your life, as you know it... is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk... and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people you will ever meet in your life.

Og det er jo rigtigt. Det hele. Når det er svært at skrive noget om børn har det også noget at gøre med den sk... dårlige samvittighed, som står over det hele - også i vejen for at lade ungen udvikle sig selv. Jeg ved godt, at jeg havde min mor meget af tiden, men jeg fik dæleme også lov til at være alene og lege. Det er så ikke det, der kendetegner V, mens D har det fint med det, og S ofte bare nyder at være i lokale med os.

Den dårlige samvittighed kan nogen gange overmande det hele, så jeg slet ikke husker at - ja, bare være far. Eller også er det utilstrækkeligheden, der melder sig ind. Der kan være mange -heder inde i hovedet nogengange.

Når det så er sagt, går jeg vist generelt for at være en god og samvittighedsfuld far. Og da dét blev bragt i tvivl ved en social sammenkomst for nylig, slog det et hul i en del af min verden. Og ABC'eren her er måske et forsøg på at kigge lidt på hullet og få det enten stoppet eller gjort lidt pænere.

Behov
"I can resist anything but temptations" -- Oscar Wilde

Jeg er i dén grad et behovsstyret menneske. Behovsudsætning har traditionelt ikke været mig, hvilket min bankkonto og min livvidde vidner om.

Den slags ændrer sig jo, når man har børn, men jeg har det nok stadig med at sætte mig selv først. V er selvfølgelig afgørende for, at jeg ikke gør det, når hun er her. Og i "fri-weekenderne" er der jo også et ønske om at være sammen med M, men alligevel.

Men hvor stopper behovet og hvor starter prioriteterne? Jeg VIL spille rollespil, så der må resten af verden indrette sig. Jeg vil også gerne på restaurant en gang om ugen, nyde god whisky og dejlig rødvin, gå på arbejde når det passer mig og ... Men det ved jeg jo godt at jeg ikke kan, så jeg lader være. Det er ikke engang så svært, som det har været. Tidligere følte jeg at jeg nærmest lukkede mig selv ned for ikke at falde for fristelser. Det gør jeg ikke nu - men det er nu sjovere at kunne gøre det man har lyst til.

Hov. Jeg har sat lighedstegn mellem behov og lyst. Det er sgudda egentlig meget interessant (if I do say so myself...)

Thursday, June 28, 2012

A står for Alle de ting, der kan skrives...

Sådan en selvindsigtsting skal jo systematiseres. Men systemet kan jo ende med at stå i vejen for budskabet. Men måske er budskabet ikke så vigtigt her. Det er nok snarere processen, der er vigtig her. Jeg kom ud i noget af en krise, da jeg blev skilt, og det der holdt mig oppe, var at jeg skrev meget i en blog. Jeg skrev så til en ret klart defineret gruppe af mennesker - amerikanere og enkelte danskere, som alle bød ind med råd, medfølelse og spark i røven, når og hvor det var påkrævet. Fordelen var, at man KAN ikke skrive sammenhængende uden at aktivere nogen meget rationelle centre i hjernen, så det gjorde jeg.

Jeg er ikke i krise nu. Og måske alligevel. Jeg har oplevet at jeg har gjort nogen mennesker meget, meget kede af det og vrede - jeg er også selv blevet gjort meget vred og ulykkelig af andre - og jeg har det som om, at der er ting i mig, der gør det. Er jeg blevet doven? Er jeg blevet skødesløs? Tænker jeg for meget eller for lidt? Det er det, jeg går og tumler med. Måske kan skriblerierne her hjælpe.

Arbejde
Jeg er en af dem, der finder identitet gennem mit arbejde. 9 mdr.s arbejdsløshed efter endt uddannelse og så 2½ år som telefonsælger gør den slags ved én. Det føltes egtl. ret fedt at kunne sige "jeg er copywriter ved et mindre reklamebureau. Du kender ikke os, men du kender måske et par af vores kunder". Jeg har nok været en lille smule utålelig, men det var sgu godt at være sådan én. En med job. En hvor uddannelsen ikke viste sig at have været 9 spildte år.

Hvis jeg så bare ikke var så satans bange for at miste mit arbejde hele tiden...

Det mest åndssvage er så, at jeg egentlig ikke har for to øre karriere-mindedhed i mig. Jeg vil have et job, der giver mening for mig, og jeg vil udfordres, men jeg finder ikke den store glæde i det, og flow er en by i Rusland for mig - med mindre det handler om rollespil, selvfølgelig...

Adfærd
Jeg havde egentlig skrevet angst her, men jeg er nok ikke mere bange end alle andre. Frygter alle ikke at miste deres børn? Miste dem, de holder af? Miste jobbet? Så lad os tale om adfærd. Jeg tror altid, jeg har været en smartass - lidt for hurtige bemærkninger om lidt for mange ting. Men jeg har også været i underskud på vennefronten - selvom det efterhånden er mange år siden - så jeg plejer at tage hensyn til andre.

Nå. Min adfærd er vel generelt højtråbende. Jeg kan virke er tromlende, og jeg ved, at jeg ikke lytter så meget. Jeg tror nu også at jeg i min adfærd signalerer, at jeg er ret optaget af, at andre har det godt. Jeg har i hvert fald hørt ord som betænk- og hjælpsom. Men måske er det meste, der kan siges om min adfærd vel at jeg er assertiv.

Assertiv
Jeg vil egentlig tro, at den her er relativt ny. Jeg har ikke den voldsomste tro på mig selv, men det kommer åbenbart, og især efter jeg blev skilt. Der var en periode, hvor jeg - som M udtrykker det - svævede fra blomst til blomst, og blandt de ikke.afsatte kvinder derude er der åbenbart et klart ønske om at mænd er mænd. Grrr. Arrgh. Og sådan.

Så jeg fandt en slags styrke i mig selv. Jeg tror også jeg var ret hensynsløs i et par år - også overfor mig selv - og den hensynsløshed passer i min optik ret godt med at være assertiv. I det øjeblik, du mener at din mening nok har en lille bitte smule mere ret til at være i luften, har du det ikke så skidt med at sende den af sted. Udfordringen er jo så bare at sørge for, at man stadig er fleksibel nok til at indrømme det hvis man tager fejl...

Tuesday, June 26, 2012

Der' noget i luften...

For det er synd for gamle børnebørn af endnu ældre komponister/sangskrivere, der ikke selv har bedrevet så meget, at skrive, at der er noget i penis.

Men det er der jo. Og måske har jeg brug for at se det. Altså ikke det i penis, men det i mig. Jeg har for nyligt oplevet et par gange, at folk er blevet usigeligt vrede på mig, og det passer overhovedet ikke med det billede, jeg har af mig selv. Er det så der, man skal engagere frontalpandelappen og de analytiske centre og skrive sig ud af det? Det virkede jo for mig for længe siden. Men sådan en 100-blogs ting er jo gjort før - og bedre - end jeg kan.

Så jeg går og tænker over, om det, der er i luften er en større skrivetrang, der skal ud. Men hvad skal jeg skrive? Tænke, tænke...

Thursday, February 2, 2012

Det er lidt svært...

Jeg tror at mange af The A-Teams problemer kommer fra menneskene omkring dem, M's X og mor i særdeleshed. Dr. Mom (som M's mor jo kunne kaldes) har indtil for nylig infantiliseret D ganske betydeligt og fastholdt ham i en adfærd, nogle rutiner og en opfattelse, der dækker arbitrære forbud og generel uhensigtsmæssighed. Samtidig har hun givet M en række hang-ups, der bare ikke er befordrende for noget som helst. Og hvad X'en angår er han efter min bedste overbevisning ganske enkelt en dårlig far.

Han er god for og ved D - så længe vi accepterer præmisset at uforanderlighed og isolation er ønskværdigt som "afslapning" efter en uge med en mere normalt aktiv familie. Men han er så panisk angst for at gøre S vred (igen), at han er alle Tivoli-fædres Tivoli-far. Lektier? Da kun hvis du vil! Sengetid? Når det passer dig, ven! Rettidighed ift skole? Lad dem indrette sig efter dig!

Den slags forsømmelighed gør mig skingrende arrig - og selvfølgelig er det stakkels M, der får skraldet, for hun understøtter det jo ved at samle op omkring XS-konstellationen. Understøtter, gør hun! Eller griber? Sørger for at S aldrig rammer gulvet - på trods af faren. Efter 48 timers (garanteret mere) pukken på M sev det endelig ind, at det jo var det hun gjorde. At S ikke blev forkælet men var ude i kulden i forhold til alt det gode, han skal lære og vænnes til. Og at M troligt gik ud i kulden med lys og varme, så S' dumme teenagehjerte og -hjerne ikke frøs fast i den stupide arrogance, som han er omgivet af hos selvfede, arrogante, kortsynede og åndssvage X.

Så stoltheden over egen adfærd har kunnet ligge på et ret lille sted these days.

Hvad skal man gøre? Hvordan skal man sørge for at drengene - alle børnene, hvis vi tager V's ture til Nordfalster med - kommer igennem opholdene hos De Mindre Egnede uden at miste alt det gode, som vi ser i dem, når de er hos os (her taler jeg primært om S og V - D er pretty constant)? Og hvordan holder man fast i at man gør det rigtige uden enten at forfalde til selvfedme eller til kronisk tvivl om vi nu gør nok?

Sunday, January 29, 2012

It's not unusual...

Som Tom Jones sang det, er der mangt og meget, der ikke er så usædvanligt.

På den ene side er det ikke så usædvanligt at have være ensom (sådan lidt) i barndommen og ungdommen - indtil rollespilsvennerne kom, for så var det en fest. Det er heller ikke usædvanligt ikke at ha' haft fysikken til det der sport, som det havde gjort livet meget lettere at være god til. Og det er såmænd slet ikke usædvanligt at være blevet drillet til et skoleskift, blevet vejet og fundet for let af nogen piger eller at have skullet starte som telefonsælger for at undgå at ryge af dagpengene efter færdiggjort studie (med 5 års forsinkelse, thank you very much).

Og på den anden side er det måske lidt usædvanligt at have de samme, få gode venner, som man immervæk havde den gang. Det er ikke usædvanligt men alligevel ret fedt, at der kom et godt kommunikationsjob ud af telefonsælger-tjansen. Og at det viste sig, at jeg også kunne være lærer, da der slet ikke var noget tekst-job at få. Det er næsten fantastisk (men ikke enestående) at have den datter, man har. Og det er faktisk helt enestående nu at være sammen med sin anden kæreste nogen sinde i et ægteskab, der er så ligeligt, så godt og givende og så helt og aldeles rigtigt at der ikke er noget andet at gøre end at være glad og taknemmelig for, hvordan livet har udviklet sig.

Hvorfor er det så så skide, pissesvært at skulle til MUS-samtale?! Jeg skal det om 8 dage, og jeg er rædselsslagen. Jeg har jo gjort det godt nok, tror jeg, men jeg er stadigvæk panisk angst for at blive fyret. Min chef er ikke den mest vennesæle person i verden (figures, hun er HR Manager), men mine resultater taler da for sig selv, ikke? Jo, men er der nok?! Jeg er simpelthen ude af stand til at vurdere, hvordan det går, og jeg er blevet fyret, disset, mobbet, holdt uden for og været galt på den så mange gange, at jeg ikke tør læne mig tilbage og se denne MUS som det udviklingsværktøj, den ganske givet er.

Min chefs kommentarer er tilgængelige i morgen, tror jeg. Oh joy...

Thursday, January 19, 2012

The A-Team

Det kan altså godt være noget af en udfordring, sådan at bringe en familie sammen. V skal lære ikke at være enebarn. Jeg skal lære at være (en slags) far for mere end ét barn. M skal lære at vænne sig til at drengene bliver set på med to par andre øjne - øjne, der måske ikke fordømmer direkte, men som i hvert fald spørger og kommenterer.

Det er så der, at A-ordet kommer ind i billedet. For afhængigt af dagsform, gastro-intestinal tilstand og søvnstatus klinger D ind på alt fra næsten intet til over halvdelen af tegnene. Og så er det, at man skal kunne rumme nonstop citater fra diverse mere eller mindre hæslige programmer og film (nej, hverken Osmann og Jeppe eller Terkel i knibe er til min kop te), håndtere diverse spøjse interesser, der næsten aldrig kan løses med en tur i Spinderiet (mind mig om at fortælle om den gang, jeg udgav mig for at være ansvarlig for pre-schoolerne på en international skole i Kbh). Og med den bagage, der bare er, når man er 43, så er det knald-vigtigt at være positiv hele tiden.

Samtidig SKAL man være positiv. D er - som jeg skriver i Dramatis Personae - en dejlig dreng med en nærmest uudtømmelig kapacitet for kærlighed. Han skal nok bare ikke slippe radiokontakten til kontroltårnet helt endnu.

Der skal også hældes lidt A-vitaminer over S, selvom jeg tror at det er mere teen-forandringer end noget andet. Og det er dér, at jeg tror jeg har gennemskuet noget. For når min meget bedre halvdel så også taler om sine A-tendenser, så bliver de tre jo lige pludselig den lidt mærkelige stille familie som bralrehovederne fra Nord-Vest formelig blæste omkuld. Fra at sidde foran hver deres computer i dyb tavshed kommer bfN-V ind og tænder for lyset, sætter musik på, spiller spil, går ud og medbringer et særdeles aktivt sæt traditioner. Den slags kræver en høj grad af identitet, og der er en lille ikke-diagnosticeret diagnose jo praktisk.

Jeg tror bare ikke en dyt på den. Jo, D har udfordringer. Men resten? Næh. Især ikke min meget bedre halvdel. For hvis hun virkelig var så socialt inkompetent, hvordan kunne hun så hele tiden hjælpe mig så klogt, fintfølende og indsigtsfuldt i mine relationer og kommunikation? Nej, vel?

P.S. Jamen Søren, hvad med drengene? Hvad skal de vænne sig til? Aner det ikke. D sprang direkte på hovedet ned i familierelationen (Asperger my ass) og S håndterer det som om det bare er endnu en irriterende møgunge ved bordet - han nyder vist ovenikøbet at han kan drille V mere end han kan D.

P.P.S. Visse dele af ovennævnte kan være fortegnet.

Friday, January 13, 2012

Hvem Hvad Hvor

Hvis der er nogen, der gerne vil vide hvem vi egtl. er, kan man læse om det her. Og det er vist egentlig det, der er tid til i dag...

Thursday, January 12, 2012

Forny for h...!

Hvorfor skal der nyt med nyt på hele tiden? Der er den her evige stræben efter noget nyt - og her tænker jeg ikke kun på iPhone-brugernes Pavlov-reflekser hver gang der kommer noget nyt med æble på. Min meget bedre halvdel skal ha' en ny mobil hvert år. Hvorfor? Folk - undertegnede lidt inklusive - har det med at skulle ha' nyt tøj, selvom det, de har faktisk er glimrende og ikke vanvittig slidt. Og send mig ud i Ikea, og jeg skal nok komme hjem med noget nyt.

Jeg har ikke noget imod brug og smid væk-samfundet, men der er sgudda forskel på en billig BIC-pen og en iPhone 3G!

Jeg forstår det ikke, og det er som om, at jo mere jeg fordyber mig i min manglende forståelse, jo ældre føler jeg mig. Samtidig med at det i forhold til den førstefødte stedsøn understreger, at teenagere simpelthen er i en anden tidsstrøm end jeg er. Der er en gammel science fiction-bog, der hedder The Caves of Steel (introducerer for første gang den karakter, Will Smith spillede en forvansket udgave af i I, Robot). Byerne er blevet så store, at de er gået under jorden, og den interne transport foregår ved hjælp af adskillige bånd af rullende fortove, der kører gradvist hurtigere, og man står på de hurtigere stille og rolige. Med den ældste stedsøn er han altså bare på de inderste bånd - dem der suser af sted med en 60 km i timen, mens jeg selv er på et af de helt langsomme. Min eneste trøst er at jeg i min forståelse af ham føler, at jeg kan bevæge mig hen på hans bånd uden at skvatte, og det er nok hemmeligheden bag ethvert godt forhold til teenageren.

Nå, men min absolutte yndlingshobby går nu i gang med en ny udgave. Og jeg er lidt nervøs for, om og hvornår jeg begynder at kigge kritisk på den udgave, jeg bruger nu, og tænke: "hmmm, skulle man...". For jeg GIDER altså ikke.

Monday, January 9, 2012

Sådan for en weekend!

Glem det, jeg ved jeg er gammel midaldrende (og midaldrende er altså bare 50% værre end middelaldrende - alt, der giver lov til at vimse rundt med en morgenstjerne (ikke julestjerne, Maren) er OK), når jeg triumferer over flg.:

At datterens fødselsdagsfest om fredagen går godt, selvom lorteDeeDiner har LUKKET! PÅ HENDES FØDSELSDAG. Kom ind i kampen, Herbert Hårfedt. Så det blev Big Bowl's Asiens-buffet, og det var præcist så B-holdsagtigt, som man kunne forestille sig. Men i betragtning af, at det var første gang de to familier skulle spise sammen, gik det godt. Guldstjerner til den ældste dreng for at bære samtalen videre, til mig for at sparke noget energi ind i forsamlingen (nej, ikke på den måde - jeg talte bare med lidt begejstring om noget, der kunne more eks' nye mand), til meget bedre halvdel for at være en millard gange sødere ved datteren end datteres egen mor - der dog også skal ha' en guldstjerne for ikke at gå gennem loftet, da hun hørte om det overgreb, det klart var at datter ikke både skulle ha' cola og dessert.

At jeg kommer op i l-i-d-t anstændig tid lørdag, så der kan blive vasket tøj (SEKS vaskerimaskiner), skrællet juletræ og lavet playlist til søndagens spil samtidig med at der er tid til... noget andet, jeg lige har glemt.

At vi får trænet igennem søndag inden rollespillerne kommer.

At spil går supergodt uden nedsmeltning fra nyskilt canadier, og at det bare var rigtig, rigtig sjovt.

Så jeg tager en victory lap mens jeg varmer op til at skrive pressemeddelelse.

Nåjo! Jeg skal speake lidt igen. Bureau, der fyrede mig forrige år skal bruge min stemme. Så den får de da!

Friday, January 6, 2012

Hvornår trykker alder?

Altså Aller trykker jo nok hele tiden, men alderen - hvornår trykker den?

Jeg er ret sikker på, at jeg er i bedre form end jeg var for 2-3 år siden. Men jeg er jo også blevet 2-3 år ældre, så er det her status quo? Jeg er blevet mildere og mere tolerant. Jeg er ovenikøbet blevet træt af nogle af mine egne, faste rutiner (prøve at provokere de relativistiske Enhedsliste-stemmende psykologer i vennekredsen ved at foreslå at narkomaner skulle på en øde ø, og at der ikke findes småbørnsdiagnoser, kun dårlig opdragelse - JUST KIDDING!!!). En Mere Moden Mand, indeed...

Så jeg er 43. Næsten snart 44, faktisk. En af mine kolleger er ret rystet: Hun skal skilles, fordi arbejdsnarkomanden derhjemme skal realisere sig selv med ny kvinde. Han siger direkte han føler sig gammel og at livet måske er passeret ham forbi, så nu skal det være. Han er så 45. Betyder det så, at jeg også skal igennem en midtvejskrise? Få mig et MC kørekort og en ubændig trang til at sluge kæmpeinsekter på vejen op langs Det Vietnamesiske Hav?

Umiddelbart ser jeg det ikke ske. Jeg tror, jeg egentlig har været ret tro mod mig selv og valgt de ting jeg havde lyst til der gav mening for mig. Derfor spiller jeg stadig rollespil og ser actionfilm, hvilket jeg tror har været med til at jeg har kunnet bevare en eller anden grad af mental fleksibilitet, så jeg også kan læse nye bøger og have lyst til nye oplevelser.

Jeg fik jo også den store livsændring forærende i 2008, og når man så er landet så smukt på benene som jeg er - ja så er der jo ingen grund til at opgradere det liv, der allerede er kommet op i en Pro De Luxe model.

Påskønnelse af de gode ting. Evne til at ændre de dårlige ting. Accept af de ting der ikke kan ændres. Måske er det det?

Det håber jeg.

Og hvorfor overhovedet TALE om alder? Jo - for 10 år siden i dag blev jeg far. Der er sket meget. Føler jeg mig ældre? Mnjoh. Gør det noget? Nix!

Thursday, January 5, 2012

Sex og regn

Da jeg boede i NV, boede jeg i sådan en klassisk københavnergård. Jeg kendte mine naboer, og selvom vi ikke rendte ind og ud hos hinanden, var der et ritual om, at vi om sommeren sad ude med en kop aftenkaffe. En varm aften havde en pige i en af ungdomsboligerne besøg på den lidt højlydte måde, og vi mænd sad og grinede lidt smørret indtil vores kasserer (og lokale gårdkonge) lænede sig tilbage og råbte "LUK VINDUET!". Tavshed. Lukket vindue.

En anden aften, noget senere men stadig ret varm, hørte vi nogen gå i gang ovre på den anden side af gården. Fem minutter efter var der søreme nogen andre, der joined the choir en 4-5 opgange længere henne. Wave of love, indeed.

I aftes, på toilettet, da sød blondine-nabo fik den på sit badeværelse? Jeg bladrede videre i min rollespilsbog, børstede tænder og gik i seng til sovende klogehalvdel.

Og så regnede det bare i morges! Men da først regnbukserne var kommet på og Leonard Cohen var skruet fast i ørerne, gik der zen i den og trods regn i hovedet, modvind og lidt for kolde hænder (handsker! nu!) lagde jeg mærke til, hvordan regndråberne fangede lyset som skinnende ringe i de sorte vandpytter.

Tuesday, January 3, 2012

Nerding down memory lane

Så sidder man her. Med en lidt for langsom mac og brænder dvd'er med det gamle liv til eks-konen. Der var bøvl på Fjæsen om nogen billeder, jeg havde lagt på af V som lille - eksen var ikke med - og efter at have talt med min meget klogere halvdel blev jeg enig om at 1) putte nogen billeder på med V og hendes mor og 2) gi' hende alle billederne.

Så her sidder jeg. Laver dvd'er, der kan læses på en Windows-PC på en mac. Og ville ønske at jeg lå ved siden af føromtalte halvdel, der sover i sengen, 2 meter herfra. Jeg læser også lidt på Sneglcilles blog. Hun virker ret sej, og jeg tænker meget på halvdelen, der da hun blev skilt med to børn gjorde et stort nummer ud af ikke at være stakkels. Jeg tror, hun og Sneglcille ville være enige om dét.

Og så nørder jeg. Jeg skal være med på Ba-Con, og de to eventyr, jeg skal køre, skriver lissom ikke sig selv... De kører mig en lille smule frem som en celebrity adventure writer - de har lidt ret - så tingene skal være i orden. Men det gør det altså ikke mindre kedeligt at skrue de karakterer sammen, der skal bruges i eventyrene.

Det er lidt mærkeligt at se alle de billeder. Det er et ret veldokumenteret liv, der bliver brændt ned dér. Jeg tænker meget på de forskelle, der er mellem dengang og nu. Jeg tror, jeg var mere bekymret. Både for humøret i hjemmet, men også bare generelt. Mit liv i dag virker også rigere. Dels er jeg blevet klogere og meget mere moden. Men jeg har altså også fået åbnet for et par horisonter i kraft af min ret så kloge kone.

Her er næsten stille. D falder bedst i søvn til musik, og jeg fik ham til at høre klassisk. Så der er Bach på lav lydstyrke fra naboværelset. Og nu er dvd'en ved at være der. Så mon ikke jeg lige skal lave den sidste karakter færdig og så komme i seng?