Jeg tror at mange af The A-Teams problemer kommer fra menneskene omkring dem, M's X og mor i særdeleshed. Dr. Mom (som M's mor jo kunne kaldes) har indtil for nylig infantiliseret D ganske betydeligt og fastholdt ham i en adfærd, nogle rutiner og en opfattelse, der dækker arbitrære forbud og generel uhensigtsmæssighed. Samtidig har hun givet M en række hang-ups, der bare ikke er befordrende for noget som helst. Og hvad X'en angår er han efter min bedste overbevisning ganske enkelt en dårlig far.
Han er god for og ved D - så længe vi accepterer præmisset at uforanderlighed og isolation er ønskværdigt som "afslapning" efter en uge med en mere normalt aktiv familie. Men han er så panisk angst for at gøre S vred (igen), at han er alle Tivoli-fædres Tivoli-far. Lektier? Da kun hvis du vil! Sengetid? Når det passer dig, ven! Rettidighed ift skole? Lad dem indrette sig efter dig!
Den slags forsømmelighed gør mig skingrende arrig - og selvfølgelig er det stakkels M, der får skraldet, for hun understøtter det jo ved at samle op omkring XS-konstellationen. Understøtter, gør hun! Eller griber? Sørger for at S aldrig rammer gulvet - på trods af faren. Efter 48 timers (garanteret mere) pukken på M sev det endelig ind, at det jo var det hun gjorde. At S ikke blev forkælet men var ude i kulden i forhold til alt det gode, han skal lære og vænnes til. Og at M troligt gik ud i kulden med lys og varme, så S' dumme teenagehjerte og -hjerne ikke frøs fast i den stupide arrogance, som han er omgivet af hos selvfede, arrogante, kortsynede og åndssvage X.
Så stoltheden over egen adfærd har kunnet ligge på et ret lille sted these days.
Hvad skal man gøre? Hvordan skal man sørge for at drengene - alle børnene, hvis vi tager V's ture til Nordfalster med - kommer igennem opholdene hos De Mindre Egnede uden at miste alt det gode, som vi ser i dem, når de er hos os (her taler jeg primært om S og V - D er pretty constant)? Og hvordan holder man fast i at man gør det rigtige uden enten at forfalde til selvfedme eller til kronisk tvivl om vi nu gør nok?
4 comments:
Jeg tror at alle forældre er imperfekte. Og jeg tror at vi giver vores skilsmissebørn det bedste udgangspunkt hvis vi accepterer at vi engang har elsket dem, du kalder de mindre egnede, højt nok til at ville have børn med dem.
Vi gør alle noget rigtigt, og vi gør alle noget forkert. Vi skal bare aldrig holde op med at gøre det så godt vi kan. <3
Og alle gør altid alting ud fra de bedste hensigter. Jeg mener godt at man kan være (skilsmisse-)forælder uden at lægge ALT for mange hindringer i vejen for sit barn (eller medforælder) og tage almindelige fornuftsbaserede hensyn.
Jeg beder ikke om at X tager D i svømmehallen eller faciliterer kammeratbesøg eller at S kommer i seng til tiden. Jeg beder såmænd heller ikke om, at V holdes langt væk fra skod-TV og dårlig mad. Jeg beder bare om at eks-forældrene lever op til almindelige standarder for varetagelse af børn. Og det har tidligere følelser intet at gøre med.
Altså, du lader bare som om du ikke forstår det ikk? Vi har endorset vores x-ers måde at opdrage børn på så meget at vi faktisk har fået børn med dem. Du kan jo ikke skifte mening om det med tilbagevirkende kraft, vel?
Jeg er nu ret sikker på, at jeg ikke er den første fraskilte der enten ændrer adfærd på grund af bedre indsigt eller som oplever ting i sin eks, som man ikke var opmærksom på inden.
Det her handler ikke om at fortryde hvem man får børn med. Det handler bare om at ærgre sig over hvad der sker med ungerne nu.
Post a Comment