Som Tom Jones sang det, er der mangt og meget, der ikke er så usædvanligt.
På den ene side er det ikke så usædvanligt at have være ensom (sådan lidt) i barndommen og ungdommen - indtil rollespilsvennerne kom, for så var det en fest. Det er heller ikke usædvanligt ikke at ha' haft fysikken til det der sport, som det havde gjort livet meget lettere at være god til. Og det er såmænd slet ikke usædvanligt at være blevet drillet til et skoleskift, blevet vejet og fundet for let af nogen piger eller at have skullet starte som telefonsælger for at undgå at ryge af dagpengene efter færdiggjort studie (med 5 års forsinkelse, thank you very much).
Og på den anden side er det måske lidt usædvanligt at have de samme, få gode venner, som man immervæk havde den gang. Det er ikke usædvanligt men alligevel ret fedt, at der kom et godt kommunikationsjob ud af telefonsælger-tjansen. Og at det viste sig, at jeg også kunne være lærer, da der slet ikke var noget tekst-job at få. Det er næsten fantastisk (men ikke enestående) at have den datter, man har. Og det er faktisk helt enestående nu at være sammen med sin anden kæreste nogen sinde i et ægteskab, der er så ligeligt, så godt og givende og så helt og aldeles rigtigt at der ikke er noget andet at gøre end at være glad og taknemmelig for, hvordan livet har udviklet sig.
Hvorfor er det så så skide, pissesvært at skulle til MUS-samtale?! Jeg skal det om 8 dage, og jeg er rædselsslagen. Jeg har jo gjort det godt nok, tror jeg, men jeg er stadigvæk panisk angst for at blive fyret. Min chef er ikke den mest vennesæle person i verden (figures, hun er HR Manager), men mine resultater taler da for sig selv, ikke? Jo, men er der nok?! Jeg er simpelthen ude af stand til at vurdere, hvordan det går, og jeg er blevet fyret, disset, mobbet, holdt uden for og været galt på den så mange gange, at jeg ikke tør læne mig tilbage og se denne MUS som det udviklingsværktøj, den ganske givet er.
Min chefs kommentarer er tilgængelige i morgen, tror jeg. Oh joy...
No comments:
Post a Comment