A står for Alle de ting, der kan skrives...

Sådan en selvindsigtsting skal jo systematiseres. Men systemet kan jo ende med at stå i vejen for budskabet. Men måske er budskabet ikke så vigtigt her. Det er nok snarere processen, der er vigtig her. Jeg kom ud i noget af en krise, da jeg blev skilt, og det der holdt mig oppe, var at jeg skrev meget i en blog. Jeg skrev så til en ret klart defineret gruppe af mennesker - amerikanere og enkelte danskere, som alle bød ind med råd, medfølelse og spark i røven, når og hvor det var påkrævet. Fordelen var, at man KAN ikke skrive sammenhængende uden at aktivere nogen meget rationelle centre i hjernen, så det gjorde jeg.

Jeg er ikke i krise nu. Og måske alligevel. Jeg har oplevet at jeg har gjort nogen mennesker meget, meget kede af det og vrede - jeg er også selv blevet gjort meget vred og ulykkelig af andre - og jeg har det som om, at der er ting i mig, der gør det. Er jeg blevet doven? Er jeg blevet skødesløs? Tænker jeg for meget eller for lidt? Det er det, jeg går og tumler med. Måske kan skriblerierne her hjælpe.

Arbejde
Jeg er en af dem, der finder identitet gennem mit arbejde. 9 mdr.s arbejdsløshed efter endt uddannelse og så 2½ år som telefonsælger gør den slags ved én. Det føltes egtl. ret fedt at kunne sige "jeg er copywriter ved et mindre reklamebureau. Du kender ikke os, men du kender måske et par af vores kunder". Jeg har nok været en lille smule utålelig, men det var sgu godt at være sådan én. En med job. En hvor uddannelsen ikke viste sig at have været 9 spildte år.

Hvis jeg så bare ikke var så satans bange for at miste mit arbejde hele tiden...

Det mest åndssvage er så, at jeg egentlig ikke har for to øre karriere-mindedhed i mig. Jeg vil have et job, der giver mening for mig, og jeg vil udfordres, men jeg finder ikke den store glæde i det, og flow er en by i Rusland for mig - med mindre det handler om rollespil, selvfølgelig...

Adfærd
Jeg havde egentlig skrevet angst her, men jeg er nok ikke mere bange end alle andre. Frygter alle ikke at miste deres børn? Miste dem, de holder af? Miste jobbet? Så lad os tale om adfærd. Jeg tror altid, jeg har været en smartass - lidt for hurtige bemærkninger om lidt for mange ting. Men jeg har også været i underskud på vennefronten - selvom det efterhånden er mange år siden - så jeg plejer at tage hensyn til andre.

Nå. Min adfærd er vel generelt højtråbende. Jeg kan virke er tromlende, og jeg ved, at jeg ikke lytter så meget. Jeg tror nu også at jeg i min adfærd signalerer, at jeg er ret optaget af, at andre har det godt. Jeg har i hvert fald hørt ord som betænk- og hjælpsom. Men måske er det meste, der kan siges om min adfærd vel at jeg er assertiv.

Assertiv
Jeg vil egentlig tro, at den her er relativt ny. Jeg har ikke den voldsomste tro på mig selv, men det kommer åbenbart, og især efter jeg blev skilt. Der var en periode, hvor jeg - som M udtrykker det - svævede fra blomst til blomst, og blandt de ikke.afsatte kvinder derude er der åbenbart et klart ønske om at mænd er mænd. Grrr. Arrgh. Og sådan.

Så jeg fandt en slags styrke i mig selv. Jeg tror også jeg var ret hensynsløs i et par år - også overfor mig selv - og den hensynsløshed passer i min optik ret godt med at være assertiv. I det øjeblik, du mener at din mening nok har en lille bitte smule mere ret til at være i luften, har du det ikke så skidt med at sende den af sted. Udfordringen er jo så bare at sørge for, at man stadig er fleksibel nok til at indrømme det hvis man tager fejl...