Friday, January 6, 2012

Hvornår trykker alder?

Altså Aller trykker jo nok hele tiden, men alderen - hvornår trykker den?

Jeg er ret sikker på, at jeg er i bedre form end jeg var for 2-3 år siden. Men jeg er jo også blevet 2-3 år ældre, så er det her status quo? Jeg er blevet mildere og mere tolerant. Jeg er ovenikøbet blevet træt af nogle af mine egne, faste rutiner (prøve at provokere de relativistiske Enhedsliste-stemmende psykologer i vennekredsen ved at foreslå at narkomaner skulle på en øde ø, og at der ikke findes småbørnsdiagnoser, kun dårlig opdragelse - JUST KIDDING!!!). En Mere Moden Mand, indeed...

Så jeg er 43. Næsten snart 44, faktisk. En af mine kolleger er ret rystet: Hun skal skilles, fordi arbejdsnarkomanden derhjemme skal realisere sig selv med ny kvinde. Han siger direkte han føler sig gammel og at livet måske er passeret ham forbi, så nu skal det være. Han er så 45. Betyder det så, at jeg også skal igennem en midtvejskrise? Få mig et MC kørekort og en ubændig trang til at sluge kæmpeinsekter på vejen op langs Det Vietnamesiske Hav?

Umiddelbart ser jeg det ikke ske. Jeg tror, jeg egentlig har været ret tro mod mig selv og valgt de ting jeg havde lyst til der gav mening for mig. Derfor spiller jeg stadig rollespil og ser actionfilm, hvilket jeg tror har været med til at jeg har kunnet bevare en eller anden grad af mental fleksibilitet, så jeg også kan læse nye bøger og have lyst til nye oplevelser.

Jeg fik jo også den store livsændring forærende i 2008, og når man så er landet så smukt på benene som jeg er - ja så er der jo ingen grund til at opgradere det liv, der allerede er kommet op i en Pro De Luxe model.

Påskønnelse af de gode ting. Evne til at ændre de dårlige ting. Accept af de ting der ikke kan ændres. Måske er det det?

Det håber jeg.

Og hvorfor overhovedet TALE om alder? Jo - for 10 år siden i dag blev jeg far. Der er sket meget. Føler jeg mig ældre? Mnjoh. Gør det noget? Nix!

No comments: