Da jeg boede i NV, boede jeg i sådan en klassisk københavnergård. Jeg kendte mine naboer, og selvom vi ikke rendte ind og ud hos hinanden, var der et ritual om, at vi om sommeren sad ude med en kop aftenkaffe. En varm aften havde en pige i en af ungdomsboligerne besøg på den lidt højlydte måde, og vi mænd sad og grinede lidt smørret indtil vores kasserer (og lokale gårdkonge) lænede sig tilbage og råbte "LUK VINDUET!". Tavshed. Lukket vindue.
En anden aften, noget senere men stadig ret varm, hørte vi nogen gå i gang ovre på den anden side af gården. Fem minutter efter var der søreme nogen andre, der joined the choir en 4-5 opgange længere henne. Wave of love, indeed.
I aftes, på toilettet, da sød blondine-nabo fik den på sit badeværelse? Jeg bladrede videre i min rollespilsbog, børstede tænder og gik i seng til sovende klogehalvdel.
Og så regnede det bare i morges! Men da først regnbukserne var kommet på og Leonard Cohen var skruet fast i ørerne, gik der zen i den og trods regn i hovedet, modvind og lidt for kolde hænder (handsker! nu!) lagde jeg mærke til, hvordan regndråberne fangede lyset som skinnende ringe i de sorte vandpytter.
No comments:
Post a Comment