Det kan altså godt være noget af en udfordring, sådan at bringe en familie sammen. V skal lære ikke at være enebarn. Jeg skal lære at være (en slags) far for mere end ét barn. M skal lære at vænne sig til at drengene bliver set på med to par andre øjne - øjne, der måske ikke fordømmer direkte, men som i hvert fald spørger og kommenterer.
Det er så der, at A-ordet kommer ind i billedet. For afhængigt af dagsform, gastro-intestinal tilstand og søvnstatus klinger D ind på alt fra næsten intet til over halvdelen af tegnene. Og så er det, at man skal kunne rumme nonstop citater fra diverse mere eller mindre hæslige programmer og film (nej, hverken Osmann og Jeppe eller Terkel i knibe er til min kop te), håndtere diverse spøjse interesser, der næsten aldrig kan løses med en tur i Spinderiet (mind mig om at fortælle om den gang, jeg udgav mig for at være ansvarlig for pre-schoolerne på en international skole i Kbh). Og med den bagage, der bare er, når man er 43, så er det knald-vigtigt at være positiv hele tiden.
Samtidig SKAL man være positiv. D er - som jeg skriver i Dramatis Personae - en dejlig dreng med en nærmest uudtømmelig kapacitet for kærlighed. Han skal nok bare ikke slippe radiokontakten til kontroltårnet helt endnu.
Der skal også hældes lidt A-vitaminer over S, selvom jeg tror at det er mere teen-forandringer end noget andet. Og det er dér, at jeg tror jeg har gennemskuet noget. For når min meget bedre halvdel så også taler om sine A-tendenser, så bliver de tre jo lige pludselig den lidt mærkelige stille familie som bralrehovederne fra Nord-Vest formelig blæste omkuld. Fra at sidde foran hver deres computer i dyb tavshed kommer bfN-V ind og tænder for lyset, sætter musik på, spiller spil, går ud og medbringer et særdeles aktivt sæt traditioner. Den slags kræver en høj grad af identitet, og der er en lille ikke-diagnosticeret diagnose jo praktisk.
Jeg tror bare ikke en dyt på den. Jo, D har udfordringer. Men resten? Næh. Især ikke min meget bedre halvdel. For hvis hun virkelig var så socialt inkompetent, hvordan kunne hun så hele tiden hjælpe mig så klogt, fintfølende og indsigtsfuldt i mine relationer og kommunikation? Nej, vel?
P.S. Jamen Søren, hvad med drengene? Hvad skal de vænne sig til? Aner det ikke. D sprang direkte på hovedet ned i familierelationen (Asperger my ass) og S håndterer det som om det bare er endnu en irriterende møgunge ved bordet - han nyder vist ovenikøbet at han kan drille V mere end han kan D.
P.P.S. Visse dele af ovennævnte kan være fortegnet.
No comments:
Post a Comment