En skæbnefortælling

I M's og min historie er der en del "hvis bare" og "gad vide". Hvad nu hvis jeg ikke havde været så umodent tilbedende? Hvad nu hvis M havde været mere overbærende over det? Hvad nu hvis vi var blevet sammen? M mener at vi havde holdt ud. Jeg tror at vi var blevet skilt. Jeg tror at virkeligheden, hverdagen og vores ungers gener (blødt 'g') havde drevet os fra hinanden. Og så ville vi ikke have haft hinanden i dag. M mener også, at det var skæbnebestemt. Lad os se...

Som 19-årige oplevede vi verden uden filter - især mig. Jeg så M som... som et nærmest lysende væsen. Hun var perfekt. Hun var (og er) smuk. Hun var og er et af de mest spændende mennesker jeg nogensinde har mødt, og... ja, jeg elsker hende på så mange måder. Sådan havde jeg det (meget!) som 19-årig, og sådan har jeg det også på den mere afdæmpede voksne måde nu. M skriver, at hun følte at jeg var den halvdel hun manglede, og hun var nærmest svimmel, da hun gik hjem fra Mikkels og min fødselsdag.

Godt... Vi bliver skilt ad, og vi går gennem de næste godt 20 år. Hvad sker der der? For mit vedkommende bliver jeg mere moden. Mere afdæmpet. Men følelserne for M ligger stadig som gløder i et glemt bål, indtil der pustes liv i dem igen. Jeg oplever livet med en intelligent omend lidt følelseshæmmet kvinde og med en knapt så intelligent men meget følelsesstyret kvinde. M oplever, at jeg måske ikke var så tosset endda, og at en kæreste, der viser følelser og gerne vil dedikere sig til et liv med hende ligefrem kunne være ønskværdigt.

Da vi så mødes igen, starter vi med at begå de samme fejl som da vi var unge, bare hurtigere. Især mig. Men følelserne er der jo, og med vores voksne erfaring og følelsesregister kan vi se, at de er vigtige. Så vi prøver igen, efter at jeg er blevet fri for det anker til fortiden, som kunne have trukket M/S Krustrup ud af kurs.

M siger, at der er en konsekvens, et forløb, som nærmest gør det, vi har gjort uafvendeligt. Hvis M ikke havde ditchet mig som 19-årig, var vi aldrig kommet i kontakt efter vores hidtige liv som 41-årige havde ændret sig. Og hvis jeg ikke havde prøvet at vinde min oprindelige familie (min eks-kone, V og mig) tilbage, ville vi aldrig have oplevet, hvor stærke vores følelser for hinanden i virkeligheden er. Hver en handling har haft en konsekvens, som i lyset af hvem det var der udførte og var del i (offer for) handlingen har været uundgåelig.

Er det skæbne? Eller er det menneskets evige behov for at sætte ting i en narrativ struktur? Måske er det det sidste, men der er nu noget i mig, der rigtig gerne vil have, at det er det første... For mig er det ikke så vigtigt. Det vigtige er, at jeg ved skæbnens (!) mellemkomst - eller takket være internettet - har fået min chance for at få det liv med M, som jeg føler er det helt rigtige.

Og det er næsten mere specielt end alverdens butterfly theory-inspirerede tanker om uafvendeligheden af Søren og M.