Nogen gange ville jeg gerne kunne rejse i tiden. Så kunne jeg måske tage fat i Søren 19 år og bede ham slappe af. Ikke prøve at sidde lårene af M.
Men det kan jeg ikke. Så det kunne jeg ikke. Så det gjorde jeg ikke. Og jeg endte med at sidde for meget. Prøve for meget. Være for meget.
Så efter 3 mdr var det farvel, og jeg var meget ulykkelig. De der statuer? Kunne ikke se dem uden at tænke på M. Og der var masser af musik jeg ikke hørte. Men livet gik videre. Nye kærester. En kone. Et barn. Et liv. En skilsmisse. En hulens bunke selvbekræftende dating. Og 22 år efter at jeg lovede mig selv at jeg ikke ville græde mens M sad og slog op med mig, kom der en hilsen på Facebook...
No comments:
Post a Comment