Tuesday, December 13, 2011

Der var engang, I

Mikkel og jeg gik i folkeskole sammen. Han startede i 5., og vi blev gode venner. Så gode venner, at vi holdt kontakten, da vi startede i gymnasiet (hver vores). Da han fyldte 18, var jeg med til hans fødselsdagsfest, og der mødte jeg en del af Mikkels klassekammerater. De havde lige startet med at spille rollespil, og eftersom jeg havde spillet siden jeg var 16, kom vi godt ud af det med hinanden. Det meste af det næste år spillede jeg med dem - hver weekend, stort set - også selvom jeg havde fået en kæreste. Det gjorde naturligvis, at hun mildest talt ikke var glad for dem, men de blev - og er - mine bedste venner.

Mikkel og jeg har fødselsdag med seks dages mellemrum, så det gav mening, at vi fejrede vores 19 års fødselsdag sammen - vi havde jo nu mange fælles venner. Der var dog også nogen, jeg ikke kendte så godt, blandt andet M, som også gik i Mikkels gymnasieklasse, men som jeg havde set en enkelt gang til en rollespilssession. Hun og hendes veninde havde prøvet at starte med at spille, med det gik ikke så godt. Jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg jo havde en kæreste...

Denne kæreste var nu ikke med til festen - en skæbnesvanger beslutning, skulle det vise sig - men jeg sad nu stadigvæk bare og drak øl og gik en gang imellem rundt og snakkede. På et tidspunkt kom jeg op i stuen, og der sad hende M med det ene ben oppe bag nakken. Jeg bemærkede to ting ved hende: Hun havde et dejligt smil, og hun havde lyseblå bomuldstrusser på.

Jeg kom med en eller anden bemærkning - det kan have haft noget at gøre med, at hun vel ikke havde så travlt, at hun skulle tage benene på nakken, men jeg ved det ikke. Men bemærkningen må ha' rørt hende, som næste del vil vise...

No comments: