En gang, for ikke så længe siden... IV

M svarede - med fokus på, hvor hårdt det måtte være for V - og der var nok i hendes svar til at jeg syntes, der skulle svares på dét, og der gik så noget tid med at skrive frem og tilbage. Så det handlede om modenhed, om at flagre rundt, om at vide hvem man var - basalt set.

Vi har efterfølgende talt om, hvorfor jeg skrev. Det er et spørgsmål, jeg har haft overraskende svært ved at besvare. Marie sagde at hendes følelser ikke kunne slukkes bare sådan, og det troede jeg på - jeg havde det jo på samme måde. Da jeg gik tilbage til V's mor, lukkede jeg ned for de følelser jeg havde for M. I forhold til projekt Red Familien var de irrelevante. Det betød ikke, at de ikke var der, men der var bare ikke nogen pointe i at dvæle ved dem eller tænke over dem. Men da det så sluttede som det næsten kun kunne, ja så var de der jo stadigvæk.

Så jeg genoptog kontakten til M. Jeg kunne ikke bære ikke at have hende i mit liv, men det var umuligt og er svært for mig at "indrømme" at jeg gjorde kur til hende - selvom i bakspejlet er det tænderskærende klart, at det var det jeg gjorde. Hvorfor er det så svært? Fordi når hun nu sagde, at hun pretty much var there for the taking, ja så kunne jeg jo ikke bare komme tilbage med et "nå ja, det gik ikke. Skal vi fortsætte?" Det ville være ufint.

Men var det så ikke det jeg gjorde?

....

...

..

.

Jo! Gu' var det så. Jeg bilder mig ind, at jeg prøvede at pakke kortene, så det ikke var garanteret at hun tog mig tilbage, men jeg gik jo efter struben. Jeg tog ovenikøbet af sted til Vagtlægen på Frederiksberg, da S havde fået et astmatisk anfald. Og havde lidt med til dem - et blad og så'noget. Og havde SÅDAN en lyst til at kysse hende, da jeg så hende. Men det er sgudda manipulerende at prøve noget af og så gå tilbage til den dejlige pige, man havde forladt.

Eller også viser det, at jeg ikke kunne slå M ud af hovedet (true), og at jeg bare ville ha' hende (also true). Jeg tror, at jeg kan være ret selvkritisk, men det er nok et emne for en anden post.

Under alle omstændigheder var de efterfølgende mails ret skarpsindige fra M's side og hudløst ærlige fra min side. Jeg kastede mig ganske enkelt helt ind i kampen om at hitte ud af, hvad der egentlig foregik inden i mit hovede. Plus at det mindste hun kunne forlange var, at jeg spillede med åbne kort. Så det gjorde jeg. På mail. På telefonen. Og til sidst på Kalasset i Nansensgade, hvor vi skulle mødes for at få sat nogen ting på plads.