Nu er det her jo ikke De Grå Sider, så jeg vil nøjes med denne betragtning: Jeg har i en del år anset mig selv som værende ret dårlig til at kysse. Men da jeg vendte mig om den aften, kom jeg i tanke om at det aldrig havde været et problem med M og mig. Og den aften, 22 år efter vores sidste kys, var det det stadigvæk ikke.
Så det skulle jo være os. Det skulle det.Så vi kastede os hovedkuls ud i en lidt mere voksen - men ikke nødvendigvis mere moden - udgave af vores ungdomsforelskelse. I løbet af ingen tid var hele følelsesregistret oppe på et plan, der måske nok var ærligt, men som bare ikke havde noget med virkeligheden at gøre.
For virkeligheden dukkede op med en fuldstændig ustoppelig kraft. Jeg fik muligheden for at give V sin far og mor tilbage, så vi prøvede igen, og i endnu en af de episoder, der bare ikke gør sig godt på nogen måde, gjorde jeg det forbi med M. "Du begår en kæmpe fejl", sagde hun. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men jeg husker hvad jeg tænkte. Nemlig at hvis det ikke gik godt, ville det kun være hvad jeg fortjente, fordi jeg vidste hvor ulykkelig jeg havde gjort M. Og nok også mig selv...
Det gik selvfølgelig ikke. Jeg tror egentlig ikke, der gik mere end tre uger før V's mor sagde, at hun ikke ville alligevel, og jeg stod med en datter i chok og følelsen af at have opført mig dårligere som menneske end nogen sinde før.
Og det var så der, jeg nærmest stoppede. Jeg lod tiden gå, kiggede lidt på M's Facebook-profil en gang imellem og ventede egentlig på at der ville gå så meget tid, at det ikke kom til at virke som et håbløst forsøg på at vinde hende tilbage, når jeg skrev og sagde, at hun havde haft ret. Og det var stort set lige præcis det, jeg skrev i november. At hun havde haft ret. At jeg ikke havde haft det. At det var sjældent, at dét var tilfældet og at det var endnu sjældnere at jeg indrømmede det.
For at være helt ærlig: Da jeg sendte den mail, regnede jeg ikke nødvendigvis med, at jeg ville høre fra hende igen...
No comments:
Post a Comment